Aarhus Universitets segl

GEOFYSIK

Kandidatuddannelse

Fakta om uddannelsen 
Undervisningssprog | Studiested: Aarhus  |  Studiestart: August / september og Januar / februar

Introduktion

Kandidatuddannelsen i Geofysik er for dig, der interesserer dig for Jordens klimasystem, vandressourcer, geotermisk energi og anden udvikling af bæredygtige løsninger til det moderne samfunds ressourcebehov (fx rent drikkevand og bæredygtig energi og mineraler). Det er for dig, der kunne tænke dig at blive dygtig til at arbejde med computermodeller baseret på data indsamlet i felten, så som elektriske egenskaber, lydekkoer fra jordlag, kemiske variationer og klimadata. 

Geofysik bygger på matematisk og fysisk teori kombineret med praktiske eksperimenter og undersøgelser. Du kommer til at arbejde med geofysiske målinger, geologiske observationer og avancerede computermodeller til løsning af en lang række geovidenskabelige spørgsmål, som det moderne samfund stiller, så som hvor der findes grundvand, sand og grus, optimale geotermiske forhold til varmeudvinding, mm. 

Kandidatuddannelsen i Geofysik er forskningsbaseret og har en høj grad af fleksibilitet, der gør det muligt at forme din uddannelse ud fra dine egne interesser. Vi tilbyder følgende fire specialiseringer: Vand, Klima, Energi og Dyb jord systemer. 

Læs mere om specialiseringerne på Geosciences hjemmeside.

Kandidatuddannelsen i Geofysik læner sig tæt op ad kandidatuddannelsen i Geologi, og de to uddannelser har mange fælles kurser. Geofysik adskiller sig fra Geologi ved at være mere matematisk orienteret og fokusere på computermodellering. Geofysiske metoder er egnet til at rekonstruere opbyggelsen af undergrunden i modeller baseret på geofysiske målinger. De modeller bliver efterfølgende testet af geologer, som laver boringer og undersøger det materiale, der hentes op fra undergrunden. 

Karrieremuligheder

Med en kandidatuddannelse i Geofysik kan du arbejde hos rådgivende ingeniørvirksomheder og i statslige og kommunale institutioner, hvor der eksempelvis arbejdes med grundvandsforskning, miljøvurderinger, sikring af rent drikkevand og genetablering af vandløb. Du kan også arbejde for virksomheder, der arbejder med alternative energiformer som vind- og vandenergi samt geotermi, og du har mulighed for at arbejde med forskning i form af en ph.d.-uddannelse. 

Adgangskrav

I denne sektion kan du finde ud af, hvad der skal til for at komme ind på kandidatuddannelsen i Geofysik.

De næste afsnit forklarer, hvordan du kan opfylde adgangskravene, afhængigt af om du har:

  1. Retskra​v
  2. En bacheloruddannelse, der giver direkte adgang
  3. En anden uddannelse, der kan give adgang

Du kan også finde ud af, om der er begrænsninger for, hvor mange der kan optages på uddannelsen, og hvilke sprogkrav der gælder.

1. Retskrav

Følgende bacheloruddannelse giver dig retskrav på optagelse på kandidatuddannelsen i Geofysik: 

  • Bacheloruddannelsen i Geoscience med linjen geofysik fra Aarhus Universitet 

Retskrav betyder, at du har ret til at blive optaget på den kandidatuddannelse, der bygger oven på den bacheloruddannelse, som du har gennemført ved samme universitet. Det kræver dog, at du søger om optagelse senest tre år efter gennemført bacheloruddannelse.  

Læs mere om retskrav 

2. Bacheloruddannelser der giver direkte adgang

Hvis du har en af de følgende bacheloruddannelser, opfylder du adgangskravene til uddannelsen: 

  • Bacheloruddannelsen i Geoscience med retning geofysik fra Aarhus Universitet 
  • Bacheloruddannelsen i Geologi-geoscience med retning geofysik fra Københavns Universitet  

3. Andre uddannelser der kan give adgang

Udover de bacheloruddannelser, som allerede er vurderet til at give adgang til denne uddannelse, kan der også være andre uddannelser, der opfylder adgangskravene afhængigt af fagsammensætningen og vægtningen af dine kurser.

Du kan få adgang til kandidatuddannelsen, såfremt universitetet vurderer, at din uddannelse har et niveau, omfang og indhold, som svarer til de faglige krav, der angives herunder.

Hvis du har en bacheloruddannelse i Fysik, skal du have bestået følgende tilvalgsfag: ECTS-krav
Geofysik  30
Du kan opfylde adgangskravet med en anden uddannelse, hvis du har følgende fagområder:  ECTS-krav

Fagelementer inden for geofysik og fysik 

60

Grundlæggende fagelementer inden for geologi, programmering, matematik (calculus, Fourieranalyse, lineær algebra), kemi, sandsynlighedsregning og statistik 

30

10 ECTS bredt fordelt i hvert af følgende emner:  

  • Exploration geofysik (f.eks., seismik, elektromagnetik, tyngdekraft)  

  • Global geofysik (f.eks., seismologi, termisk, pladedynamik) 

  • Mekanik/termodynamik/fluid dynamik  

  • Elektromagnetisme 

10
I alt 100

Vi kan ikke på forhånd vurdere, om netop din uddannelse vil opfylde ovenstående krav. Vi vil derfor anbefale dig at søge ind på uddannelsen, hvis du selv vurderer, at du opfylder fagkravene. Det er i den forbindelse en god ide at sammenligne din uddannelse med de direkte adgangsgivende uddannelser.


Adgangsbegrænsning

Der er adgangsbegrænsning på denne kandidatuddannelse.

Adgangsbegrænsning vil sige, at der er et begrænset antal studiepladser på uddannelsen. Der vil således blive prioriteret blandt de kvalificerede ansøgere ud fra nogle faste udvælgelseskriterier (se nedenfor).

Dette betyder, at det ikke i sig selv er en garanti for optagelse at have opfyldt adgangskravene. Hvis du har retskrav, er du dog garanteret en plads på uddannelsen. 


Udvælgelseskriterier

Hvis der er flere kvalificerede ansøgere end ledige studiepladser, lægges der vægt på følgende kriterier ved udvælgelsen (hvert kriterie vægter 1/3):  

  1. Karakterniveau fra adgangsgivende uddannelse   

  2. Opnåede karakterer i relevante fagområder: 

    • Geologi 

    • Kemi 

    • Matematik 

    • Sandsynlighedsteori 

    • Statistik 

    • Programmering 

Vær opmærksom på, at karakterer opnået efter ansøgningsfristen ikke er inkluderet i karakterniveauet.  

  1. Relevante fagområder (målt i ECTS). I denne vurdering indgår ikke ECTS, som er en del af adgangskravene beskrevet under ’Andre uddannelser der kan give adgang’.  

    • Geologi 

    • Kemi 

    • Matematik 

    • Sandsynlighedsteori 

    • Statistik 

    • Programmering 

Sprogkrav

Du skal kunne dokumentere, at du har engelskkvalifikationer svarende til dansk gymnasialt B-niveau. Hvis du har retskrav på optagelse (se ovenfor), er du ikke omfattet af denne regel.

Læs hvordan dit engelsk-niveau skal dokumenteres, hvis du ikke har en dansk gymnasial uddannelse.


Uddannelsens opbygning

Undervisningen på kandidatuddannelsen i Geofysik er tilrettelagt i 2 semestre per studieår. 
Se undervisningskalenderen her.

Studieordning

I studieordningen kan du finde yderligere oplysninger om, hvad de enkelte fag indeholder. Du kan også se studiets opbygning, og hvilke krav, der bliver stillet til dig som studerende – herunder eksamensformer og eksamenskrav.

Undervisningssprog

Uddannelsen er godkendt med engelsk som udbudssprog. Udbudssproget er det sprog, der som udgangspunkt undervises i på uddannelsen.

I studiediagrammet kan du klikke på de forskellige fag og læse de enkelte fagbeskrivelser.

 

Studieliv

Dagligdagen på Institut for Geoscience

På Geofysik bliver du hurtigt en del af fællesskabet på Institut for Geoscience. Årgangene på studiet er forholdsvis små med et godt sammenhold mellem alle studerende. Du får adgang til læsepladser, studiesale, computerrum og ikke mindst studiets fredagsbar, hvor du kan få en hyggelig sludder med dine medstuderende. Under specialet er det muligt at få en kontorplads, hvor du kan læse og arbejde sammen med dine studiekammerater. 

Undervisning og forskning: To sider af samme sag

Kandidatprogrammet er fleksibelt og tilpasset den enkelte studerendes behov og akademiske ønsker. Underviserne er forskere, der er specialister inden for netop det felt, de underviser i, hvilket sikrer, at de nyeste resultater hurtigt finder vej ind i undervisningen. Du kommer til at bruge en stor del af din tid på laboratoriearbejde og andet arbejde i forbindelse med feltkurser, men du vil i høj grad også gå til forelæsninger og deltage i gruppearbejde, hvor fagets mange problemstillinger præsenteres og uddybes. 

Læs mere om undervisningen på Geosciences hjemmeside.

Læs i udlandet

Institut for Geoscience har en mangeårig tradition for internationalt samarbejde med uddannelsesinstitutioner i blandt andet Europa, USA, Canada, New Zealand, og Australien. Du har derfor gode muligheder for at studere en periode ved et af de mange udenlandske universiteter, som universitetet har udvekslingsaftaler med. Et udlandsophold er relevant, især hvis du vil arbejde i udlandet, men også hvis du foretrækker job i Danmark. 

Dit afsluttende speciale

Du afslutter din kandidatuddannelsen i Geofysik med et speciale. Specialet er oftest baseret på et omfattende feltarbejde og/eller laboratoriearbejde, hvor du under vejledning af en forsker er ansvarlig for projektbeskrivelsen og for at udarbejde og afslutte specialet. 

Hør studerende fortælle om studielivet.

Følg studielivet på Aarhus Universitet

- oplevet, fotograferet og filmet af de studerende selv.

 Med tusindvis af billeder giver #yourniversity dig et indblik i hverdagen som studerende på AU, i festerne, overspringshandlingerne, eksamen og alt det andet, du kommer til at bruge din studietid på.

Billederne er brugernes egne, delt med #Yourniversity, #AarhusUni og fagspecifikke AU-hashtags.

Følg også AU Naturvidenskab på Facebook og Instagram og få indblik i studielivet på AU's naturvidenskabelige uddannelser.

Mød vores færdiguddannede kandidater

TOKE HØJBJERG SØLTOFT, Cand.scient. i Geofysik, administrerende direktør hos Aarhus GeoSoftware

Jeg begyndte at læse på Geoscience, fordi jeg havde en interesse i grundvand, og da jeg har en baggrund som elektronikfagtekniker, fandt jeg hurtigt ud af, at kortlægning af undergrunden med geofysiske instrumenter var den vej, jeg ville gå. Derfor har jeg altid prioriteret de geofysiske fag i opbygningen af mit studieprogram.

Jeg synes, at uddannelsen var meget erhvervsrettet, da undervisningen inddrager virkelige problemstillinger, og de mange projekter i løbet af uddannelsen, hvor der kan samarbejdes med virksomheder, har gjort, at jeg kunne få god erhvervsrelevant erfaring ind i mit studieforløb.
Min oplevelse var også, at der er rig mulighed for at få relevant studiearbejde, hvor studiet kan kobles på virkelighedens problemer.

Studiemiljøet på Geoscience, hvor uddannelserne i geofysik og geologi er samlet, er hyggeligt, og man lærer hurtigt de fleste andre studerende fra alle årgange og underviserne at kende, da instituttet ikke er så stort.

I dag arbejder jeg som administrerende direktør i virksomheden Aarhus GeoSoftware, som udsprang fra en forskningsgruppe på Geoscience i 2015. Jeg bruger dagligt min faglighed fra geofysikken, men også min erfaring med at overskue større projekter og tage ansvar er noget, som jeg har med fra min uddannelse. Selvom jeg nu arbejder med software og geofysik, så er min geologiske baggrund fra bacheloruddannelsen også meget brugbar, når jeg skal tolke geofysiske resultater og relatere dem til geologien.


LASSE SVENNINGSEN, Cand.scient. i Geofysik, vindenergikonsulent hos EMD International A/S

Jeg arbejder med udvikling af nye beregningsmetoder til et softwareværktøj, der skal bruges inden for vindenergi. Der er mange forskellige aspekter i et vindmølleprojekt. Vindområdet skal modelleres i tid og rum, så vi kan placere møllerne det rette sted og dermed sikre den optimale energiproduktion. Vi beregner også deres støjniveau og de skygger, som de kaster over naboerne.

Karriere

Kompetenceprofil

Arbejdsopgaver som færdiguddannet

Data er indsamlet via AU’s beskæftigelsesundersøgelse 2016. Data repræsenterer ikke et udtømmende billede af den pågældende uddannelses arbejdsmarked og alumnernes arbejdsopgaver, men giver udelukkende et billede baseret på undersøgelsens respondenter de pågældende år. Bemærk, at der for denne uddannelse er tale om et lavt respondenttal.


Geofysikere uddannet ved Aarhus Universitet finder arbejde på både private og offentlige arbejdspladser. Mange geofysikere arbejder i private rådgivningsfirmaer, specielt på miljøområdet eller i forbindelse med større byggerier såsom havvindmølleparker. Mange er også beskæftiget i kommuner og regioner med forvaltning, udnyttelse og beskyttelse af grundvand og andre råstoffer.

Når du har færdiggjort det første år af din kandidatgrad, kan du søge om at blive optaget på det fireårige ph.d.-program. Du har dog også mulighed for at søge ind på ph.d.-studiet, når du har taget din kandidatgrad i Geofysik. I dette tilfælde varer ph.d.-programmet kun tre år. Med en ph.d. i Geofysik får du et endnu bredere felt af arbejdsområder at vælge imellem, typisk inden for forskning og udvikling. 

Læs mere om jobmuligheder på Geosciences hjemmeside.