Aarhus Universitets segl

TEKNOLOGIBASERET FORRETNINGSUDVIKLING

Erhvervskandidatuddannelse, 4-årig

Fakta om uddannelsen 
Undervisningssprog | Studiested: Herning  |  Studiestart: August / september og Januar / februar
Uddannelsestype: Fleksibel erhvervskandidatuddannelse, 4-årig

Introduktion

Erhvervskandidatuddannelsen i teknologibaseret forretningsudvikling (TBBD) i Herning handler, ligesom den ordinære kandidatuddannelse i TBBD, om at indsamle, forstå og vurdere ny teknologisk viden i relation til forretningsmuligheder. Der kan i løbet af uddannelsen vælges mellem tre fokusområder: Teknologi- og driftsledelse (operations management), energisystemer og ledelse af den digitale virksomhed. Uanset fokusområde tages der på studiet udgangspunkt i forandringer af virksomheder ud fra en grundig indsigt i eksisterende drift og en vurdering af teknologiske potentialer.

Uddannelsen foregår på engelsk, og du vil arbejde med teknologiledelse, forretningsudvikling samt ledelse af drifts- og udviklingsprocesser. Uddannelsen har stor fokus på praksis, og der er gode muligheder for at lave projekter og opgaver i samarbejde med virksomheder eller tage udgangspunkt i din egen virksomhed. De første fire semestre består af obligatoriske kernefag, fokusfag og projektarbejder. Derefter kan du specialisere dig via valgfag, virksomhedsforløb eller entreprenørskab.

Hvad er en fleksibel erhvervskandidatuddannelse?
En fleksibel erhvervskandidatuddannelse er en deltidsuddannelse for dig, der samtidig er i beskæftigelse. Du læser uddannelsen samtidig med, at du enten er i job eller arbejder som iværksætter. 

Erhvervskandidatuddannelsen bygger bro mellem teori og praksis, fordi du kan koble det, du lærer på studiet, direkte med relevante arbejdsopgaver. Du bidrager med den nyeste akademiske viden til din arbejdsplads, mens dit arbejde giver dig erfaring med at anvende din viden i praksis. 

Uddannelsen er normeret til 4 år. Uddannelsen læses sammen med den tilsvarende fuldtidsuddannelse, og undervisningen foregår således i dagtimerne på hverdage. Projektarbejder kan udføres fleksibelt.

Hvor mange timer du skal være beskæftiget for at kunne blive optaget på erhvervskandidatordningen, står nærmere beskrevet under adgangskrav. 

Læs mere om erhvervskandidatordningen

Kandidatuddannelsen i teknologibaseret forretningsudvikling Bogdan fra Lego Group og Amalie fra Blue Water Shipping fortæller om, hvordan de har brugt uddannelsen i deres nuværende job.

Vidste du, at du også kan læse uddannelsen på fuldtid?

Adgangskrav

I denne sektion kan du finde ud af, hvad der skal til for at komme ind på erhvervskandidatuddannelsen i Teknologibaseret forretningsudvikling.

De næste afsnit forklarer, hvordan du kan opfylde adgangskravene, afhængigt af om du har:

  1. Retskra​v
  2. En bacheloruddannelse, der giver direkte adgang
  3. En anden uddannelse, der kan give adgang

Du kan desuden læse om det beskæftigelseskrav, som du skal opfylde for at blive optaget på en erhvervskandidatuddannelse.

Endelig kan du finde ud af, hvilke sprogkrav der gælder, og hvilke rangeringskriterier vi vurderer din ansøgning ud fra, når vi prioriterer blandt de indkomne ansøgninger.

1. Retskrav

Der er ingen bacheloruddannelser, der giver retskrav på optagelse på denne uddannelse.

2. Bacheloruddannelser der giver direkte adgang

Hvis du har en af de følgende bacheloruddannelser, opfylder du adgangskravene til uddannelsen: 

  • En ingeniørbachelor eller teknisk videnskabelig bacheloruddannelse (civilingeniørbachelor) fra et dansk universitet eller en dansk professionshøjskole 
  • Bacheloruddannelsen i Technology Management and Marine Engineering (maskinmester)  
  • Bacheloruddannelsen i Value Chain Management  

3. Andre uddannelser der kan give adgang

Udover de bacheloruddannelser, som allerede er vurderet til at give adgang til denne uddannelse, kan der også være andre uddannelser, der opfylder adgangskravene afhængigt af fagsammensætningen og vægtningen af dine kurser.

Du kan få adgang til kandidatuddannelsen, såfremt universitetet vurderer, at din uddannelse har et niveau, omfang og indhold, som svarer til de faglige krav, der angives herunder.

Du kan opfylde adgangskravet med en anden uddannelse, hvis du har bestået 80 ECTS* inden for ét af de følgende fagområder:  

ECTS-krav

Bachelorkurser i industriel produktion 

Følgende er eksempler på kurser inden for fagområdet:  

  • Produktion (operations) – teknologi og ledelse
  • Supply chain management – teknologi, ledelse og design/engineering
  • Produktionsvenlighed (manufacturability)
  • Praktisk problemløsning inden for industrial engineering
  • Komplians, kvalitet, og sikkerhed

80

Bachelorkurser i softwareudvikling 

Følgende er eksempler på kurser inden for fagområdet:  

  • Database - teknologier og systemer
  • Netværk og teknisk kommunikation
  • Softwarearkitekturer, sprog og programmering
  • Praktisk problemløsning inden for software engineering
  • Komplians og kvalitet

80

Bachelorkurser i elektro-mekanisk ingeniørfaglighed 

Følgende er eksempler på kurser inden for fagområdet:  

  • Elektriske og elektroniske systemer – sensorer / Internet of Things (IoT)
  • Mekaniske systemer – termodynamik, statik, dynamik og aktuering
  • Regulering og styring
  • Praktisk problemløsning inden for electro-mechanical engineering
  • Komplians, kvalitet, og sikkerhed

80

Bachelorkurser i teknisk design og bæredygtighed 

Følgende er eksempler på kurser inden for fagområdet:  

  • Materialer, produkter, teknisk og kemisk videnskab/ingeniørarbejde
  • Grundlæggende bæredygtighedsprincipper
  • Design for X, herunder livscyklus analyse
  • Computermodeller, simulering, beregning og modellering
  • Praktisk problemløsning inden for teknisk design og bæredygtighed
  • Komplians, kvalitet, og sikkerhed

80

Naturvidenskaber såsom kemi, fysik, geologi, geografi, biovidenskab, kernefysik, nanoteknologi, biologi og lignende – med vægt på industrielle og teknologiske praksisser.

80

* Bachelorprojekt og praktikforløb tæller ikke med i disse ECTS. 


Krav om beskæftigelse

Når du søger en erhvervskandidatuddannelse, skal du opfylde kravet om at være i relevant beskæftigelse

"Relevant beskæftigelse" betyder, at du arbejder mindst 25 timer om ugen i en offentlig eller privat virksomhed eller som iværksætter, og hvor dine arbejdsopgaver har faglig sammenhæng med din adgangsgivende uddannelse og den uddannelse, som du søger ind på.

Læs mere om hvordan du opfylder beskæftigelseskravet

Sprogkrav

Du skal kunne dokumentere, at du har engelskkvalifikationer svarende til dansk gymnasialt B-niveau. Hvis du har retskrav på optagelse (se ovenfor), er du ikke omfattet af denne regel.

Læs hvordan dit engelsk-niveau skal dokumenteres, hvis du ikke har en dansk gymnasial uddannelse.

Rangeringskriterier

Alle kandidatuddannelser på Aarhus Universitet har adgangsbegrænsning. Det betyder, at du ikke er garanteret optagelse, selvom du opfylder adgangskravene. Når vi skal prioritere blandt ansøgerne, vurderer vi din ansøgning ved at kigge på en række faste rangeringskriterier, som du kan se herunder.

Hvis du har retskrav, er du garanteret en plads på uddannelsen og behøver ikke forholde dig til rangeringskriterierne.

Rangeringskriterier:
Hvis der er flere kvalificerede ansøgere end ledige studiepladser, lægges der vægt på følgende kriterier ved udvælgelsen (hvert kriterie vægter 1/3):  

Karakterniveau fra adgangsgivende uddannelse   

Opnåede karakterer i relevante fagområder: 

  • Ingeniørmæssige principper inden for følgende områder:
    • Produkter
    • Processer
    • Applikationer
    • Forretningsmodeller

Anden relevant erfaring

  • Du skal uploade følgende på engelsk til ansøgningsportalen:
    • Et Curriculum Vitae (CV), der beskriver din relevante uddannelses- og erhvervserfaring i kronologisk rækkefølge.
  • I dit CV skal du give en fyldestgørende og kronologisk oversigt over din relevante uddannelsesmæssige baggrund og erhvervserfaring. Derudover skal du beskrive, hvordan du har tænkt dig at trække på din akademiske baggrund i cand.polyt.-studiet.
  • Dit CV må højst fylde én side, svarende til 2.400 tegn inklusive mellemrum.

Uddannelsens opbygning

Uddannelsen er tilrettelagt på halv tid over 4 år. Det anbefalede studieforløb veksler mellem 10 og 20 ECTS pr. semester. Specialet påbegyndes senest efter 3 år. Det er muligt at tage specialet på et halvt år frem for et år, og dermed afslutte uddannelsen på 3,5 år.

Den maksimale studietid er 4 ½ år fra studiestart.

Studieordning

I studieordningen kan du læse om studiets opbygning samt hvilke krav, der bliver stillet til dig som studerende, herunder eksamensformer og eksamenskrav.

Undervisningssprog

Uddannelsen er godkendt med engelsk som udbudssprog. Udbudssproget er det sprog, der som udgangspunkt undervises i på uddannelsen.


Et vejledende studieforløb på erhvervskandidatuddannelsen kunne se ud på følgende måde:

Studieliv

Erhvervskandidatuddannelsen er et deltidsstudie, du læser ved siden af dit arbejde.

Undervisningen på erhvervskandidatuddannelsen er placeret i dagtimerne, da du læser sammen med de fuldtidsstuderende på uddannelsen. Undervisningen er planlagt lang tid frem, så du kender din studieplan og kan planlægge efter den. 

Du skal forvente at bruge omkring 18-19 timer ugentligt på studiet.

En typisk uge på Teknologibaseret forretningsudvikling

En typisk uge på Teknologibaseret forretningsudvikling vil, afhængigt af den valgte studiebelastning, bestå af en eller to undervisningsdage om ugen, typisk mandag og/eller tirsdag, lejlighedsvist andre dage.

Den resterende tid skal fordeles på studieaktiviteter hos virksomheder, øvelser og forberedelse til undervisning samt gruppearbejde.

Gruppearbejde er en væsentlig og obligatorisk del af uddannelsens obligatoriske fag og gruppearbejdet kan finde sted onsdag-fredag.

Følg studielivet på Aarhus Universitet

- oplevet, fotograferet og filmet af de studerende selv.

Med tusindvis af billeder giver #yourniversity dig et indblik i hverdagen som studerende på AU, i festerne, overspringshandlingerne, eksamen og alt det andet, du kommer til at bruge din studietid på.

Billederne er brugernes egne, delt med #Yourniversity, #AarhusUni og fagspecifikke AU-hashtags.

Karriere

Som færdiguddannet kandidat i teknologibaseret forretningsudvikling kan du arbejde i virksomheder med at skabe nye teknologibaserede forretningsområder samt udvikle teknologistrategier, produkter, produktionssystemer og supply chains, som understøtter disse forretningsområder. Jobtyper er ofte projektleder eller forretningsudvikler normalt med et teknologisk fokus.

Nogle kandidater vælger en mere kommerciel retning inden for product management og teknisk salg. Andre kandidater vælger en mere teknologisk vej inden for fysisk eller digital produktudvikling, produktions og supply chains. Fælles for kandidater er den ingeniør-faglige orientering inden for løsningsudvikling, navigering imellem tekniske og kommercielle problemstillinger, samarbejde og arbejdet i netværk inden- og udenfor virksomheden.

Kandidater er ofte beskæftiget i større private virksomheder med fokus på eksport. Mange kandidater er dog også beskæftiget i mindre virksomheder, i konsulentbranchen og i offentlige virksomheder og institutioner. Du har også mulighed for at gå forskningens vej og søge en ph.d.