Aarhus Universitets segl

PSYKOLOGI

Kandidatuddannelse

Fakta om uddannelsen
Undervisningssprog | Studiested: Aarhus  |  Studiestart: August / september

Introduktion

Kandidatuddannelsen i Psykologi tager afsæt i bacheloruddannelsen som et teoretisk grundlag, og du kan kun blive optaget på kandidatuddannelsen, hvis du har en bacheloruddannelse i psykologi. Kandidatuddannelsen omhandler, hvordan psykologiske teorier og interventionsmetoder anvendes i praksis. Du vil blive introduceret for praktiske psykologfærdigheder som interventions- og test og undersøgelsesmetoder, men hovedparten af undervisningen har til formål at opbygge din evne til at anvende psykologisk teori. Uddannelsen er således praksis-orienteret, men ikke praktisk. På uddannelsen opnår du det nødvendige teoretiske grundlag, så du senere kan anvende din almene viden om psykologi i direkte kontakt og samtale med klienter, konsultativ praksis, forebyggende arbejde, organisationsudvikling eller som fundament for en fremtidig karriere inden for forskning.

Kandidatuddannelsen fokuserer derfor på teoretisk viden om den praktiske anvendelse af psykologiske teorier inden for primært klinisk psykologi, arbejds- og organisationspsykologi samt pædagogisk psykologi. Dette suppleres med valgfrie seminarer, der gør det muligt at fordybe sig i og rette sin kandidat mod et særligt felt af psykologien. Det er obligatorisk, at du under uddannelsen gennemfører et praktikophold på en psykologarbejdsplads med en uddannet psykolog som vejleder. Her får du mulighed for at anvende nogle af de redskaber og metoder, som man har arbejdet med teoretisk på studiet.

Karrieremuligheder

Som færdiguddannet kandidat i Psykologi opnår du ret til titlen psykolog og dine jobmuligheder er meget varierede. De fleste bliver ansat i det offentlige. Det kan eksempelvis være på sygehuse, i psykiatrien eller i social- og sundhedssektoren. Andre bliver ansat i det private som erhvervspsykologer, i fagforeninger eller lignende. Du har også mulighed for at undervise i psykologi på eksempelvis gymnasier og højskoler. På længere sigt bliver mange selvstændige psykologer med egen praksis.

Hør om de meget forskellige jobs, som Niels, Marie, Emil og Maja har valgt.

Adgangskrav

I denne sektion kan du finde ud af, hvad der skal til for at komme ind på kandidatuddannelsen i Psykologi.

De næste afsnit forklarer, hvordan du kan opfylde adgangskravene, afhængigt af om du har:

  1. Retskra​v
  2. En bacheloruddannelse, der giver direkte adgang
  3. En anden uddannelse, der kan give adgang

Du kan også finde ud af, om der er begrænsninger for, hvor mange der kan optages på uddannelsen, og hvilke sprogkrav der gælder.

1. Retskrav

Følgende bacheloruddannelse giver dig retskrav på optagelse på kandidatuddannelsen i Psykologi: 

  • Bacheloruddannelsen i Psykologi fra Aarhus Universitet 

Retskrav betyder, at du har ret til at blive optaget på den kandidatuddannelse, der bygger oven på den bacheloruddannelse, som du har gennemført ved samme universitet. Det kræver dog, at du søger om optagelse senest tre år efter gennemført bacheloruddannelse.  

Læs mere om retskrav 

2. Bacheloruddannelser der giver direkte adgang

Hvis du har en af de følgende bacheloruddannelser, opfylder du adgangskravene til uddannelsen: 

  • Bacheloruddannelsen i Psykologi fra Aarhus Universitet 
  • Bacheloruddannelsen i Psykologi fra Aalborg Universitet 
  • Bacheloruddannelsen i Psykologi fra Københavns Universitet 
  • Bacheloruddannelsen i Psykologi fra Syddansk Universitet 

3. Andre uddannelser der kan give adgang

Udover de bacheloruddannelser, som allerede er vurderet til at give adgang til denne uddannelse, kan der også være andre uddannelser, der opfylder adgangskravene afhængigt af fagsammensætningen og vægtningen af dine kurser.

Du kan få adgang til kandidatuddannelsen, såfremt universitetet vurderer, at din uddannelse har et niveau, omfang og indhold, som svarer til de faglige krav, der angives herunder.

Du kan opfylde adgangskravet med en anden uddannelse, hvis du har følgende fagområder*: ECTS-krav

Bachelorkurser inden for følgende fagområder:  

  • Social psykologi 

  • Personlighedspsykologi 

  • Kognitionspsykologi 

  • Udviklingspsykologi 

  • Klinisk psykologi 

60

Bachelorkurser inden for et eller flere af følgende fagområder: 

  • Pædagogisk psykologi 

  • Arbejds- og organisationspsykologi  

  • Neuropsykologi/biologisk psykologi  

20

Forskningsmetode  

hvoraf følgende fagområder er dækket: 

  • Kvalitative og kvantitative metoder, herunder statistik 

30
Ekstra ECTS inden for ovennævnte fagområder  25
Bachelorprojekt  15
I alt 150

* Kun fag, der falder inden for Europsy-kriterierne for psykolog-fagligt curriculum, regnes som en del af det psykologiske fagområde og kan medtages i den faglige vurdering.   

Litteraturgrundlaget for eksaminer i almenpsykologiske grunddiscipliner skal afspejle nutidig teori og praksis. Ansøges der om optagelse på kandidatuddannelsen med baggrund i eksaminer aflagt inden for de seneste 15 år, formodes litteraturgrundlaget ikke at være forældet. Ansøges der om optagelse på kandidatuddannelsen med baggrund i eksaminer aflagt for mere end 15 år siden, skal ansøgningen om optagelse suppleres med en oversigt over den litteratur, der indgik i den enkelte eksamen.  

Vi kan ikke på forhånd vurdere, om netop din uddannelse vil opfylde ovenstående krav. Vi vil derfor anbefale dig at søge ind på uddannelsen, hvis du selv vurderer, at du opfylder fagkravene. Det er i den forbindelse en god ide at sammenligne din uddannelse med de direkte adgangsgivende uddannelser.


Adgangsbegrænsning

Der er adgangsbegrænsning på denne kandidatuddannelse.

Adgangsbegrænsning vil sige, at der er et begrænset antal studiepladser på uddannelsen. På kandidatuddannelsen i Psykologi er der 225 studiepladser pr. år. Tallet er det samlede tal for alle typer ansøgere både med og uden retskrav. Antallet af studiepladser kan dog ændre sig løbende.

Der vil  blive prioriteret blandt de kvalificerede ansøgere ud fra nogle faste udvælgelseskriterier (se nedenfor).

Dette betyder, at det ikke i sig selv er en garanti for optagelse at have opfyldt adgangskravene. Hvis du har retskrav, er du dog garanteret en plads på uddannelsen. 


Udvælgelseskriterier

Hvis der er flere kvalificerede ansøgere end ledige studiepladser, lægges der vægt på følgende kriterier ved udvælgelsen (hvert kriterie vægter 1/3):  

  1. Karakterniveau fra adgangsgivende uddannelse   

  2. Spørgeskema til belysning af relevante erfaringer og viden

    • Som led i ansøgningsprocessen skal der udfyldes et spørgeskema. Da spørgeskemaet indgår i udvælgelsesprocessen, er det obligatorisk at udfylde, for alle ansøgere uden retskrav. Spørgeskemaet afdækker ansøgerens relevante erfaringer samt teoretisk og metodisk viden. Spørgeskemaet tilgås via ansøgningskvittering der modtages efter endt ansøgning via DANS. 
      Du skal udfylde spørgeskemaet efter at du har sendt din ansøgning.  

  3. Relevante fagområder (målt i ECTS). I denne vurdering indgår ikke ECTS, som er en del af adgangskravene beskrevet under ’Andre uddannelser der kan give adgang’ *. 

    • Fagelementer indenfor kvalitative og kvantitative forskningsmetoder, herunder statistik

* Fagområderne vurderes ud fra følgende pointsystem: 1 point pr. ekstra ECTS inden for det relevante fagområde. Du kan maksimalt få 15 point indenfor dette kriterie.


Relevante bilag

1) Ækvivalensskema til faglig vurdering (download)  

  • Hvis du har en udenlandsk bacheloruddannelse, skal du udfylde og vedhæfte ækvivalensskemaet sammen med din ansøgning.
  • Udfyld altid ækvivalensskemaet, selv om du har søgt tidligere.
  • Betragt skemaet som din hjælp til universitetets faglige vurdering af din ansøgning.
  • Den faglige vurdering afgør, om du opfylder adgangskravene på baggrund af dine kursers specifikke indhold og ECTS-vægt.
  • Du må gerne udfylde ækvivaleringsskemaet på PC. Der kræves ikke stempel eller underskrift.

2) En detaljeret eksamensudskrift med alle eksaminer, samt dato for eksamen og resultat (norske ansøgere skal uploade den såkaldte "Utdanningsplan").

  • Hvis ansøger ikke har forbedrede karakterer, kan der i stedet sendes en bekræftelse fra hjemuniversitetet på, at karakterudskriften ikke indeholder forbedrede karakterer.

Sprogkrav

Du skal kunne dokumentere, at du har danskkvalifikationer svarende til Dansk A-niveau (Dansk A) i den danske gymnasieskole, når du søger en dansksproget kandidatuddannelse på Aarhus Universitet. Hvis danskkravet opfyldes ved Studieprøven, skal du have opnået mindst karakteren 7 i alle prøvens 4 delelementer (tale, lytte, læse, skrive).
Læs mere om opfyldelse af Dansk A, hvis ikke du har en dansk gymnasial uddannelse.

Du skal desuden kunne dokumentere, at du har engelskkvalifikationer svarende til dansk gymnasialt B-niveau. Hvis du har retskrav på optagelse (se ovenfor), er du ikke omfattet af denne regel.
Læs hvordan dit engelsk-niveau skal dokumenteres, hvis du ikke har en dansk gymnasial uddannelse.


Uddannelsens opbygning

Kandidatuddannelsen i Psykologi fokuserer på at uddanne de studerende bredt indenfor den anvendte psykologi, hvorfor de studerende skal i berøring med mindst to anvendte grundfag, suppleret af en række redskabs- og metodefag.

Studieordning

I studieordningen kan du finde yderligere oplysninger om, hvad de enkelte fag indeholder. Du kan også se studiets opbygning, og hvilke krav, der bliver stillet til dig som studerende – herunder eksamensformer og eksamenskrav.

Undervisningssprog

Uddannelsen er godkendt med dansk som udbudssprog. Udbudssproget er det sprog, der som udgangspunkt undervises i på uddannelsen. Aarhus Universitet har et internationalt forskningsmiljø og tiltrækker dygtige forskere fra hele verden, så du skal være opmærksom på, at dele af undervisningen kan være på engelsk, og at der desuden ofte vil forekomme undervisningsmateriale på engelsk.

Kig i kursuskataloget for at se undervisningssproget for de enkelte kurser.

I studiediagrammet for kandidatuddannelsen i Psykologi kan du klikke på de forskellige fag og læse de enkelte fagbeskrivelser.

Studieliv

Hverdagen på kandidatuddannelsen i Psykologi består af en kombination af forelæsninger, holdundervisning og selv-studium. Undervisningen udgør 10-15 timer, hvor du typisk bruger den resterende tid på forberedelse f.eks. selvstændig læsning af pensum, arbejde med din studiegruppe, eller andre relevante opgaver relateret til dine fag. Kandidatuddannelsen i Psykologi inviterer således til arbejdsmæssig fleksibilitet samtidig med, at der er en faglig struktur, som bundfæster sig i den faste undervisning. Der er også mulighed for at skifte den vante hverdag ud for et semester, ved at tage til udlandet gennem et udvekslingsophold. 

En typisk uge på Psykologi

Herunder kan du se en ugeplan fra 1. semester på kandidatuddannelsen i Psykologi
Mandag
9-12: Forberedelse
12-15: Forelæsning Test- og undersøgelsesmetode
16-18: Forelæsning i Grundfag A – Klinisk Psykologi - videodemonstration

Tirsdag
8-10: Forberedelse
10-13: Holdundervisning i Forskningsmetode 4: Design og projektplanlægning
13-17: Forberedelse – eks. gruppearbejde fra Forskningsmetode 4 eller møde med studiegruppe

Onsdag
9-10: Forberedelse
10-12: Forelæsning i Grundfag A – Klinisk Psykologi
14-17: Forberedelse

Torsdag
8-11: Møde med studiegruppe
11-13: Forberedelse
14-17: Forelæsning i Test- og undersøgelsesmetode

Fredag
8-12: Forberedelse af næste uges emner
12-14:  Forelæsning i Grundfag A – Klinisk Psykologi

Livligt studiemiljø

Du har gode muligheder for at deltage i forskellige aktiviteter på Psykologisk Institut. De psykologistuderendes forening FAPIA er en paraplyorganisation for en mængde udvalg/foreninger, der sammen med flere uafhængige udvalg/foreninger er med til at sikre et godt og varieret socialt studiemiljø. I løbet af året afholdes der barer og fester, hvor du kan få en pause fra læsningen og hygge dig med dine medstuderende og lytte til musik eller quizze.

Der er også mange andre sociale arrangementer, hvor du kan møde og lære de andre studerende at kende, f.eks. julebanko, Smør og Monopolet (Psykologis svar på ’Mads og Monopolet), brætspilscafé med turnering, escape room events og meget mere.

Det sociale liv på psykologi skabes igennem de studerendes fællesskab og engagement, dvs. når du og dine medstuderende sammen bidrager til det sociale liv på Psykologi, f.eks. ved at skrive for studenterbladet PSYKLEN, arrangere fester og barer, dyrke sport i psykologis sportsforening, være med til at skabe den årlige Psykologisk Revy eller simpelthen bare deltager i de mange sociale tilbud.

Både instituttet og de studerende tilbyder en lang række faglige arrangementer, som er et godt supplement til den øvrige undervisning. Her tilbydes f.eks. kurser og foredrag, som omhandler psykologiske emner af teoretisk eller praktisk relevans, der ikke altid finder vej til pensum, og ”Classics”, supplerende historiske forelæsninger, der giver et bredere grundlag for at forstå psykologiens fagområde. 

Inden studiestart

Som optakt til kandidatuddannelsen, afholder vi et kandidat-rus-forløb, hvor vi byder den nye kandidatårgang velkommen. Her får I indblik i kandidatuddannelsens faglige grundlag, samt vigtige informationer om, hvordan I får en god studiestart, og I har mulighed for at være sammen og lære hinanden at kende på årgangen.

Forskningsområder på Psykologi

Forskningsmiljøet ved Psykologisk Institut er primært centreret omkring følgende områder:

  • social- og personlighedspsykologi
  • kognitions- og indlærings­psykologi
  • udviklingspsykologi
  • arbejdspsykologi
  • klinisk psykologi
  • pædagogisk psykologi

Følg studielivet på Aarhus Universitet

- oplevet, fotograferet og filmet af de studerende selv.

Med tusindvis af billeder giver #yourniversity dig et indblik i hverdagen som studerende på AU, i festerne, overspringshandlingerne, eksamen og alt det andet, du kommer til at bruge din studietid på.

Billederne er brugernes egne, delt med #Yourniversity, #AarhusUni og fagspecifikke AU-hashtags.

Karriere

Arbejdsopgaver som færdiguddannet

Diagrammet viser fordelingen mellem de fem hyppigste arbejdsopgaver for færdiguddannede 1-2 år efter afslutningen af deres uddannelse. Tallene baserer sig på spørgeskemaundersøgelse foretaget af Epinion for Ministeriet for Forskning og Uddannelse og Aarhus Universitet i 2020.

Kandidatuddannelsen i psykologi giver som den eneste uddannelse adgang til den beskyttede titel ”psykolog”. Med en kandidatuddannelse i Psykologi har du mange varierede karrieremuligheder. Psykologi handler om menneskers oplevelsesverden og befinder sig i midten af andre fag. Psykologer bliver således ansat til mange forskellige slags opgaver. Det kan eksempelvis være udredning, testning og diagnosticering af klienter, terapisamtaler både individuelt og i grupper, udarbejdelse af behandlingsplaner for specialundervisning, samtale med og undervisning af pårørende til klienter, supervision og undervisning af personale, men også som konsulenter, organisations- og samfundsudviklere, ledere, og på mange andre områder. Arbejdsmarkedet for psykologer er i dag i rivende udvikling.

De fleste psykologer bliver ansat i det offentlige. Det kan eksempelvis være på sygehuse, i psykiatrien eller i social- og sundhedssektoren. Andre bliver ansat i det private som erhvervspsykologer, i fagforeninger eller lignende. Du har også mulighed for at undervise i psykologi på eksempelvis gymnasier og højskoler. På længere sigt bliver mange selvstændige psykologer med egen praksis.

Som færdiguddannet kandidat kan man vælge at blive autoriseret. Dette tager typisk 2 år, og er en praktisk uddannelse under supervision, hvor man sideløbende arbejder som psykolog. Autorisationen giver bl.a. mulighed for at nedsætte sig som privatpraktiserende psykologi. Efter yderligere 3 års virke kan du opnå en specialistbetegnelse inden for et konkret psykologisk område. Det kræver dog, at du tager et efteruddannelsesforløb. Inden for psykiatrien kan man efter en ansættelse i en uddannelsesstilling blive specialpsykolog med særlige behandlingsmæssige beføjelser. 

Karrierevejledning

studerende.au.dk/karriere kan du læse mere om karrierevejledningstilbud, arrangementer og workshops.