Aarhus Universitets segl

MATHEMATICS (MATEMATIK)

Fleksibel erhvervskandidatuddannelse, 4-årig

Fakta om uddannelsen 
Undervisningssprog | Studiested: Aarhus  |  Studiestart: August / september og Januar / februar
Uddannelsestype: Fleksibel erhvervskandidatuddannelse, 4-årig

Introduktion

Grundlaget for videnskab

Erhvervskandidatuddannelsen i Matematik handler om matematiske discipliner som algebra, geometri, statistik og sandsynlighedsregning. Uddannelsen foregår på engelsk, og du lærer at beherske de matematiske teorier samt at tænke logisk, så du kan løse forskellige former for matematiske problemer. Store dele af uddannelsen er tilrettelagt efter dine faglige interesser, og du kan specialisere dig inden for algebra og kombinatorik, analyse og geometri og topologi.

Den fleksible erhvervskandidatuddannelse

En fleksibel erhvervskandidatuddannelse er en deltidsuddannelse for dig, der samtidig er i beskæftigelse. Du læser uddannelsen samtidig med, at du enten er i job eller arbejder som iværksætter.

Erhvervskandidaten bygger bro mellem teori og praksis, fordi du kan koble det, du lærer på studiet, direkte med relevante arbejdsopgaver. Du bidrager med den nyeste akademiske viden til din arbejdsplads, mens dit arbejde giver dig erfaring med at anvende din viden i praksis.

Uddannelsen er normeret til fire år.

De specifikke krav til antal arbejdstimer for optagelse i ordningen fremgår under 'Adgangskrav'.

Læs mere om erhvervskandidatordningen.

Karrieremuligheder

Med en erhvervskandidatuddannelse i Matematik kan du blandt andet arbejde med undervisning på gymnasier og tekniske skoler. Du kan arbejde i finanssektoren og hos virksomheder, der benytter avancerede matematiske modeller i deres produktion, hvor du kan bidrage med udvikling og optimering. På baggrund af dine kvalifikationer og din kandidat i Matematik har du også mulighed for at ansøge om at lave en ph.d. inden for Matematik og dermed målrette dig en karriere inden for forskning.

Tobias Ansbak Louv arbejder til daglig som konsulent ved Netcompany. Hør, hvordan matematikstudiet hjælper ham i et job med IT-softwareudvikling. (Ophavsret: Science and Technology, AU)
Mads Slot Bertelsen har læst Matematik og Fysik på Aarhus Universitet. Her fortæller han, hvordan han nu bruger sin uddannelse i jobbet som gymnasielærer. (Ophavsret: Science and Technology, AU)

Vidste du, at du også kan læse uddannelsen på fuld tid?

Adgangskrav

I denne sektion kan du finde ud af, hvad der skal til for at komme ind på erhvervskandidatuddannelsen i Matematik.

De næste afsnit forklarer, hvordan du kan opfylde adgangskravene, afhængigt af om du har:

  1. Retskra​v
  2. En bacheloruddannelse, der giver direkte adgang
  3. En anden uddannelse, der kan give adgang

Du kan desuden læse om det beskæftigelseskrav, som du skal opfylde for at blive optaget på en erhvervskandidatuddannelse.

Endelig kan du finde ud af, hvilke sprogkrav der gælder, og hvilke rangeringskriterier vi vurderer din ansøgning ud fra, når vi prioriterer blandt de indkomne ansøgninger.

1. Retskrav

Der er ingen bacheloruddannelser, der giver retskrav på optagelse på denne uddannelse.

2. Bacheloruddannelser der giver direkte adgang

Hvis du har en af de følgende bacheloruddannelser, opfylder du adgangskravene til uddannelsen: 

  • Bacheloruddannelsen i Matematik fra Aarhus Universitet  
  • Bacheloruddannelsen i Matematik fra Syddansk Universitet  
  • Bacheloruddannelsen i Matematik fra Københavns Universitet  
  • Den 1-faglige bacheloruddannelsen i matematik, der følger 2022 eller 2023 studieordningen, og indeholder kurset "Komplekse funktioner" fra Aalborg Universitet  

3. Andre uddannelser der kan give adgang

Udover de bacheloruddannelser, som allerede er vurderet til at give adgang til denne uddannelse, kan der også være andre uddannelser, der opfylder adgangskravene afhængigt af fagsammensætningen og vægtningen af dine kurser.

Du kan få adgang til kandidatuddannelsen, såfremt universitetet vurderer, at din uddannelse har et niveau, omfang og indhold, som svarer til de faglige krav, der angives herunder.

Du kan opfylde adgangskravet med en anden uddannelse, hvis du har følgende fagområder: ECTS-krav

Fagelementer inden for matematik 

hvoraf følgende fagområder bredt fordelt er dækket:  

  • Algebra (bl.a. hele tal, kongruenser, lineær algebra, gruppe-, ring- og legemsteori, homomorfier, isomorfisætninger, permutationer, polynomiumsringe, kvotientringe og legemsudvidelser)  

  • Analyse (bl.a. supremumsegenskab, uniform kontinuitet, rækker, multivariat differentiabilitet, Lebesgue-integration, ordinære differentialligninger og residuesætningen i kompleks funktionsteori)  

  • Geometri (bl.a. metriske og topologiske rum, homeomorfier, fuldstændighed, kompakthed, sammenhængsegenskaber og differentialgeometri: kurser, flader, den inverse funktionssætning for diffentiable funktioner af flere variable, fundamentalformer, krumning og geodæter)  

60
Programmeringskursus  10
I alt 70

Vi kan ikke på forhånd vurdere, om netop din uddannelse vil opfylde ovenstående krav. Vi vil derfor anbefale dig at søge ind på uddannelsen, hvis du selv vurderer, at du opfylder fagkravene. Det er i den forbindelse en god ide at sammenligne din uddannelse med de direkte adgangsgivende uddannelser.


Krav om beskæftigelse

Når du søger en erhvervskandidatuddannelse, skal du opfylde kravet om at være i relevant beskæftigelse

"Relevant beskæftigelse" betyder, at du arbejder mindst 25 timer om ugen i en offentlig eller privat virksomhed eller som iværksætter, og hvor dine arbejdsopgaver har faglig sammenhæng med din adgangsgivende uddannelse og den uddannelse, som du søger ind på.

Læs mere om hvordan du opfylder beskæftigelseskravet

Sprogkrav

Du skal kunne dokumentere, at du har engelskkvalifikationer svarende til dansk gymnasialt B-niveau. Hvis du har retskrav på optagelse (se ovenfor), er du ikke omfattet af denne regel.

Læs hvordan dit engelsk-niveau skal dokumenteres, hvis du ikke har en dansk gymnasial uddannelse.

Rangeringskriterier

Alle kandidatuddannelser på Aarhus Universitet har adgangsbegrænsning. Det betyder, at du ikke er garanteret optagelse, selvom du opfylder adgangskravene. Når vi skal prioritere blandt ansøgerne, vurderer vi din ansøgning ved at kigge på en række faste rangeringskriterier, som du kan se herunder.

Rangeringskriterier:

Hvis der er flere kvalificerede ansøgere end ledige studiepladser, lægges der vægt på følgende kriterier ved udvælgelsen (hvert kriterie vægter 1/3):

  1. Karakterniveau fra adgangsgivende uddannelse   

  2. Opnåede karakterer i relevante fagområder: 

    • Abstrakt algebra 

    • Kompleks analyse 

    • Differentialregning 

    • Elementær differentialgeometri/topologi 

    • Mål- og integralteori

  3. Relevante fagområder (målt i ECTS). I denne vurdering indgår ikke ECTS, som er en del af adgangskravene beskrevet under ’Andre uddannelser der kan give adgang’.  

    • Abstrakt algebra 

    • Kompleks analyse 

    • Differentialregning 

    • Elementær differentialgeometri/topologi 

    • Mål- og integralteori

I kriterie tre scores der ud fra, hvor stor en andel af fagene på bachelorbeviset der ligger inden for de for uddannelsen relevante fagområder. I denne vurdering indgår ikke ECTS, som er en del af adgangskravene beskrevet under ’Andre uddannelser der kan give adgang’.


Vær opmærksom på, at karakterer opnået efter ansøgningsfristen ikke tages med i vurderingen.


Uddannelsens opbygning

Studieordning

I studieordningen kan du finde yderligere oplysninger om, hvad de enkelte fag indeholder. Du kan også se studiets opbygning, og hvilke krav der bliver stillet til dig som studerende – herunder eksamensformer og eksamenskrav.

Undervisningssprog

Uddannelsen er godkendt med engelsk som udbudssprog. Udbudssproget er det sprog, der som udgangspunkt undervises i på uddannelsen.

Studiediagram

Undervisningen på erhvervskandidatuddannelsen i Matematik er tilrettelagt med to semestre per studieår. Uddannelsen består af 90 ECTS - kurser og projekter samt et 30 ECTS-speciale. Med hjælp fra en underviser fra instituttet vil du sammensætte dit individuelle studieprogram baseret på kurser fra kursuskataloget. Dit program vil afhænge af dine uddannelsesmæssige kvalifikationer og interesser. Planen skal godkendes af instituttet.

Mindst 60 ECTS af de 90 ECTS-kurser skal være inden for Matematik. Hvert studieprogram skal bestå af 40 ECTS-kernekurser. Følgende kernekurser tilbydes:

  • Advanced Analysis (10 ECTS)
  • Advanced Topics in Complex Analysis (5 ECTS)
  • Partial Differential Equations (5 ECTS)
  • Advanced Algebra (10 ECTS)
  • Homological Algebra (5 ECTS)
  • Algebraic Curves (5 ECTS)
  • Algebraic Topology (10 ECTS)
  • Differential and Riemannian Geometry (10 ECTS)
Semester  
1. Advanced Algebra Differential and Riemannian Geometry Cryptology
2. Valgfrie matematik-kurser Cryptologic Protocol Theory Algebraic Curves Homological Algebra
3. Valgfrie matematikkurser Algebraic Topology Cryptographic Computing
4. Speciale

Dette er et eksempel på et program med kernekurser inden for algebra og geometri/topologi. Programmet inkluderer 30 ECTS inden for kryptografi, tilbudt af Institut for Datalogi.

For mere information om de enkelte kurser, gå til: http://kursuskatalog.au.dk/en/.

I forbindelse med undersøgelse og valg af emne til dit speciale, kan du få et overblik over den matematiske forskning, der udføres på instituttet, ved at besøge https://math.au.dk/en/research/mathematics/.

Studieliv

Undervisningen

Undervisningen på Institut for Matematik varetages af aktive forskere og er anvendelses- og forskningsorienteret. Der bliver stillet store krav til både din faglighed og selvstændighed. En del af undervisningen udgøres af forelæsninger, mens den anden del primært består af teoretiske og eksperimentelle øvelser på hold.

Dagligdagen på Institut for Matematik

Du får din gang på Institut for Matematik, hvor du får dit eget skrivebord i et kontor, som du deler med andre kandidatstuderende. På instituttet finder du forskellige studenterorganisationer som Eulers Venner og Kalkulerbaren, der er instituttets fredagsbar, og som arrangerer faglige og sociale aktiviteter, studieture og fester. Du vil også møde Tågekammeret, som er en fest- og foredragsforening på Faculty of Natural Sciences på Aarhus Universitet.

Følg studielivet på Institut for Matematik

Du kan følge Institut for Matematik og dets studerende på YouTube og Instagram. Her kan du se videoer, takeovers og opslag med studerende og undervisere og få et indtryk af, hvad det vil sige at være studerende netop her.

Følg Naturvidenskab

Følg Naturvidenskab på Instagram. Her kan du følge med i studielivet på de forskellige naturvidenskabelige uddannelser, samt se hvordan underviserne formidler deres viden.

Følg studielivet på Aarhus Universitet

- oplevet, fotograferet og filmet af de studerende selv.

 Med tusindvis af billeder giver #yourniversity dig et indblik i hverdagen som studerende på AU, i festerne, overspringshandlingerne, eksamen og alt det andet, du kommer til at bruge din studietid på.

Billederne er brugernes egne, delt med #Yourniversity, #AarhusUni og fagspecifikke AU-hashtags.

Karriere

Arbejdsopgaver som færdiguddannet

Data er indsamlet via AU’s beskæftigelsesundersøgelse 2016. Data repræsenterer ikke et udtømmende billede af den pågældende uddannelses arbejdsmarked og alumnernes arbejdsopgaver, men giver udelukkende et billede baseret på undersøgelsens respondenter de pågældende år.


THOMAS LUNDSGAARD SCHMIDT, cand.scient. og Ph.D. i Matematik, arbejder som Quantitative Risk Manager hos Siemens Gamesa Renewable Energy 

Modsat hvad mange tror, så handler matematik-studiet ikke så meget om at regne - og slet ikke om at lægge store tal sammen. I stedet handler det om beviser, abstrakte ideer og de store sammenhænge. Man ser beviserne for alle de ting, man bare tog for givet i gymnasiet, og man ser, hvordan de forskellige grene af matematikken hænger sammen. Jeg brugte meget af studietiden på at kigge ud af vinduet og forsøge at få gode ideer - matematik handler mest af alt om fordybelse, og det var der masser af plads til. Dybest set vidste jeg ikke hvad jeg ville bruge uddannelsen til; jeg læste bare matematik, fordi jeg ikke kunne lade være.

Min oplevelse var, at det kræver en del selvstændighed at være studerende, men studiemiljøet var godt, og de fleste læste matematik af interesse snarere end for at score den fede løncheck på den anden side. Mange af kurserne på kandidatuddannelsen blev kun fulgt af et par håndfulde studerende, så jeg oplevede på nærmeste hold, hvordan underviserne brændte for faget.
Studiemiljøet var godt, fordi instituttet blev den naturlige 'base' for rigtig mange på studiet. Man var der af interesse; sjældent fordi det var en sur pligt. Man havde ikke noget imod at sidde et par timer ekstra over opgaverne, og når dagens læsning var overstået, ville de fleste altid med i fredagsbaren og runde ugen af. Stemningen var afslappet, og der var plads til alle. Mange havde en nørdet hobby i bagagen, og det blev der ikke set skævt til - tværtimod. Kandidatfagene gik ofte på tværs af årgangene, så det var nemt at falde i snak med ældre og yngre studerende. Endelig synes jeg, at vi havde ret gode fysiske rammer; der var plads til gruppearbejde og mulighed for at få plads på et delekontor.

Mit arbejde drejer sig om at modellere fejl i vindmøller: Hvilke fejl forventer vi i en given møllepark i et givent tidsrum? En del af arbejdet er ren matematik: Hvilken matematisk model beskriver bedst den fysiske situation, vi står i? Hvilken fordeling er den rigtige at bruge? Derudover indeholder arbejdet en del dataanalyse og programmering - og det viser sig, at den abstrakte tænkning, man for eksempel bruger for at implementere en ny algoritme, minder ganske meget om tankegangen, når man forsøger at løse et matematisk problem. Endelig skal man kunne forklare for eksempel ingeniører og folk i jakkesæt, hvordan modellerne virker, og der har universitetets holdundervisning med teoretiske øvelser og mundtlige eksamener givet meget øvelse.
Det var en brat overgang at gå fra studiet og ud på arbejdsmarkedet af mange årsager: Fra et miljø, hvor alle talte 'matematik', endte jeg i en virksomhed sammen med ingeniører og business-typer med en helt anden baggrund, og dem skulle man også kunne arbejde sammen med. Der er ikke altid tid til at nørkle med de spidsfindige detaljer, fokus er oftere på at lave noget, der 'bare virker' inden en given deadline. Man får ansvar på en anden måde, for ens opgaver betyder pludselig noget for firmaets bundlinje og andre menneskers arbejde - ikke bare for ens eget eksamensbevis. Så ja, det var lidt af et kulturchok at gå fra universitetet til erhvervslivet, men jeg føler, at en uddannelse i matematik har åbnet mange døre for mig.