Aarhus Universitets segl

GEOSCIENCE (GEOVIDENSKAB)

Fleksibel erhvervskandidatuddannelse, 4-årig

Fakta om uddannelsen 
Undervisningssprog | Studiested: Aarhus  |  Studiestart: August / september
Uddannelsestype: Fleksibel erhvervskandidatuddannelse, 4-årig

Introduktion

Erhvervskandidatuddannelsen i Geovidenskab giver dig en unik mulighed for at bygge videre på din bacheloruddannelse i Geoscience, samtidig med at du opnår erhvervserfaring gennem en deltidsansættelse i erhvervslivet eller den offentlige forvaltning. Uddannelsen er samfundsrelevant og kombinerer det bedste fra Geoscience med fokus på Jordens opbygning – både kemisk og fysisk – vandressourcer, geotermisk energi, klimaudvikling over tid og CCS (Carbon Capture and Storage).

Du får mulighed for at specialisere dig inden for en række emneområder, herunder Vand (grundvand), Klima, Petrologi, Sedimentologi, Bassin, Kvartærgeologi samt metoder og modellering inden for Geoscience. Uddannelsen er forskningsbaseret og fleksibel, og du kan udforske dine egne interesser både i laboratoriet og i felten.

Geoscience har en både praktisk og teoretisk tilgang og omfatter forelæsninger, laboratoriearbejde og ekskursioner. Du lærer at analysere geovidenskabelige problemstillinger ved at opstille arbejdsmodeller, indsamle og analysere data – bl.a. ved hjælp af IT og numeriske modeller – og udarbejde videnskabelige rapporter. Du arbejder med målinger, observationer og avancerede computermodeller til at løse spørgsmål, som det moderne samfund stiller – fx hvor der findes grundvand, sand og grus, eller hvor der er optimale geotermiske forhold til varmeudvinding.

Den fleksible erhvervskandidatuddannelse

En fleksibel erhvervskandidatuddannelse er en deltidsuddannelse for dig, der samtidig er i beskæftigelse. Du læser uddannelsen samtidig med, at du enten er i job eller arbejder som iværksætter.

Erhvervskandidaten bygger bro mellem teori og praksis, fordi du kan koble det, du lærer på studiet, direkte med relevante arbejdsopgaver. Du bidrager med den nyeste akademiske viden til din arbejdsplads, mens dit arbejde giver dig erfaring med at anvende din viden i praksis.

Uddannelsen er normeret til 4 år.

De specifikke krav til antal arbejdstimer for optagelse i ordningen fremgår under 'Adgangskrav'.

Læs mere om erhvervskandidatordningen.


Uddannelsen giver dig ikke kun faglig specialisering, men også erhvervserfaring og et professionelt netværk, som styrker dine karrieremuligheder i både den private og offentlige sektor. Når du læser en kandidat i Geoscience, kan du fordybe dig i de to hovedområder nedenfor.

Geologi

Geologi har en både praktisk og teoretisk tilgang til faget og består både af forelæsninger, laboratoriearbejde og ekskursioner. Du lærer at analysere en geologisk problemstilling ved at opstille en arbejdsmodel, indsamle og analysere data, bl.a. ved hjælp af it og numeriske modeller, samt udarbejde en videnskabelig rapport.

Geofysik

Geofysik bygger på matematisk og fysisk teori kombineret med praktiske eksperimenter og undersøgelser. Du arbejder med geofysiske målinger, geologiske observationer og avancerede computermodeller til løsning af en lang række geovidenskabelige spørgsmål, som det moderne samfund stiller, fx hvor der findes grundvand, sand og grus, optimale geotermiske forhold til varmeudvinding m.m. 


Vidste du, at du også kan læse uddannelsen på fuld tid?

Adgangskrav

I denne sektion kan du finde ud af, hvad der skal til for at komme ind på erhvervskandidatuddannelsen i Geovidenskab.

De næste afsnit forklarer, hvordan du kan opfylde adgangskravene, afhængigt af om du har:

  1. Retskra​v
  2. En bacheloruddannelse, der giver direkte adgang
  3. En anden uddannelse, der kan give adgang

Du kan desuden læse om det beskæftigelseskrav, som du skal opfylde for at blive optaget på en erhvervskandidatuddannelse.

Endelig kan du finde ud af, hvilke sprogkrav der gælder, og hvilke rangeringskriterier vi vurderer din ansøgning ud fra, når vi prioriterer blandt de indkomne ansøgninger.

1. Retskrav

Der er ingen bacheloruddannelser, der giver retskrav på optagelse på denne uddannelse.

2. Bacheloruddannelser der giver direkte adgang

Hvis du har en af de følgende bacheloruddannelser, opfylder du adgangskravene til uddannelsen: 

  • Bacheloruddannelsen i Geoscience fra Aarhus Universitet  
  • Bacheloruddannelsen i Geologi-geoscience fra Københavns Universitet  

3. Andre uddannelser der kan give adgang

Udover de bacheloruddannelser, som allerede er vurderet til at give adgang til denne uddannelse, kan der også være andre uddannelser, der opfylder adgangskravene afhængigt af fagsammensætningen og vægtningen af dine kurser.

Du kan få adgang til kandidatuddannelsen, såfremt universitetet vurderer, at din uddannelse har et niveau, omfang og indhold, som svarer til de faglige krav, der angives herunder.

Hvis du har en bacheloruddannelse i Fysik fra Aarhus Universitet, skal du have bestået følgende tilvalgsfag:   ECTS-krav
Fagelementer inden for geofysik og geologi  30
Du kan opfylde adgangskravet med en anden uddannelse, hvis du har følgende fagområder:  ECTS-krav
Fagelementer inden for geologi, geofysik og fysik  60
Grundlæggende fagelementer inden for programmering, matematik, kemi, sandsynlighedsregning og statistik  30
I alt 90

Vi kan ikke på forhånd vurdere, om netop din uddannelse vil opfylde ovenstående krav. Vi vil derfor anbefale dig at søge ind på uddannelsen, hvis du selv vurderer, at du opfylder fagkravene. Det er i den forbindelse en god ide at sammenligne din uddannelse med de direkte adgangsgivende uddannelser.


Krav om beskæftigelse

Når du søger en erhvervskandidatuddannelse, skal du opfylde kravet om at være i relevant beskæftigelse

"Relevant beskæftigelse" betyder, at du arbejder mindst 25 timer om ugen i en offentlig eller privat virksomhed eller som iværksætter, og hvor dine arbejdsopgaver har faglig sammenhæng med din adgangsgivende uddannelse og den uddannelse, som du søger ind på.

Læs mere om hvordan du opfylder beskæftigelseskravet

Sprogkrav

Du skal kunne dokumentere, at du har engelskkvalifikationer svarende til dansk gymnasialt B-niveau. Hvis du har retskrav på optagelse (se ovenfor), er du ikke omfattet af denne regel.

Læs hvordan dit engelsk-niveau skal dokumenteres, hvis du ikke har en dansk gymnasial uddannelse.

Rangeringskriterier

Alle kandidatuddannelser på Aarhus Universitet har adgangsbegrænsning. Det betyder, at du ikke er garanteret optagelse, selvom du opfylder adgangskravene. Når vi skal prioritere blandt ansøgerne, vurderer vi din ansøgning ved at kigge på en række faste rangeringskriterier, som du kan se herunder.

Rangeringskriterier:

Hvis der er flere kvalificerede ansøgere end ledige studiepladser, lægges der vægt på følgende kriterier ved udvælgelsen (hvert kriterie vægter 1/3):

  1. Karakterniveau fra adgangsgivende uddannelse   

  2. Opnåede karakterer i relevante fagområder: 

    • Geologi 

    • Geofysik 

    • Fysik

    • Kemi 

    • Matematik, sandsynlighedsregning og statistik

    • Programmering

  3. Relevante fagområder (målt i ECTS). I denne vurdering indgår ikke ECTS, som er en del af adgangskravene beskrevet under ’Andre uddannelser der kan give adgang’.  

    • Geologi 

    • Geofysik 

    • Fysik

    • Kemi 

    • Matematik, sandsynlighedsregning og statistik

    • Programmering 

I kriterie tre scores der ud fra, hvor stor en andel af fagene på bachelorbeviset der ligger inden for de for uddannelsen relevante fagområder. I denne vurdering indgår ikke ECTS, som er en del af adgangskravene beskrevet under ’Andre uddannelser der kan give adgang’.


Vær opmærksom på, at karakterer opnået efter ansøgningsfristen ikke tages med i vurderingen.


Uddannelsens opbygning

Erhvervskandidatuddannelsen i Geovidenskab vil trække på samme pulje af kurser som søsteruddannelsen: Kandidat i Geovidenskab. Forskellen er mest tydelig ved, at man på erhvervskandidatuddannelses er halvtidsstuderende. Det betyder, at kun tager halvt så mange kurser pr. semester.  Sammensætningen af programmet aftales individuelt i samarbejde med arbejdspladsen, men skal endeligt godkendes af de relevante instanser på AU.


Studieordning

I studieordningen kan du finde yderligere oplysninger om, hvad de enkelte fag indeholder. Du kan også se studiets opbygning, og hvilke krav, der bliver stillet til dig som studerende – herunder eksamensformer og eksamenskrav.


Undervisningssprog

Uddannelsen er godkendt med engelsk som udbudssprog. Udbudssproget er det sprog, der som udgangspunkt undervises i på uddannelsen.
 

Studieliv

På erhvervskandidatuddannelsen i Geovidenskab har du muligheden for at drage fordele både af instituttets gode studieliv med bl.a. fredagsbar, seminarer og feltture, samtidig med at du er en del af et professionelt miljø på arbejdspladsen. Du bliver således hurtigt (hvis du ikke allerede er det) en del af fællesskabet på Institut for Geoscience. Der er et meget aktivt og inkluderende studentermiljø centreret omkring studenterforeninger, som f.eks. IGOR og Chaos.

Du får adgang til læsepladser, studiesale, computerrum og ikke mindst studiets fredagsbar, hvor du kan få en hyggelig sludder med dine medstuderende.

Oplev studerende fortælle om studielivet på Geoscience.

Følg studielivet på Aarhus Universitet

- oplevet, fotograferet og filmet af de studerende selv.

 Med tusindvis af billeder giver #yourniversity dig et indblik i hverdagen som studerende på AU, i festerne, overspringshandlingerne, eksamen og alt det andet, du kommer til at bruge din studietid på.

Billederne er brugernes egne, delt med #Yourniversity, #AarhusUni og fagspecifikke AU-hashtags.

Mød vores færdiguddannede kandidater

TOKE HØJBJERG SØLTOFT, Cand.scient. i Geofysik (nu Geovidenskab), administrerende direktør hos Aarhus GeoSoftware

Jeg begyndte at læse på Geoscience, fordi jeg havde en interesse i grundvand, og da jeg har en baggrund som elektronikfagtekniker, fandt jeg hurtigt ud af, at kortlægning af undergrunden med geofysiske instrumenter var den vej, jeg ville gå. Derfor har jeg altid prioriteret de geofysiske fag i opbygningen af mit studieprogram.

Jeg synes, at uddannelsen var meget erhvervsrettet, da undervisningen inddrager virkelige problemstillinger, og de mange projekter i løbet af uddannelsen, hvor der kan samarbejdes med virksomheder, har gjort, at jeg kunne få god erhvervsrelevant erfaring ind i mit studieforløb.
Min oplevelse var også, at der er rig mulighed for at få relevant studiearbejde, hvor studiet kan kobles på virkelighedens problemer.

Studiemiljøet på Geoscience, hvor uddannelserne i geofysik og geologi er samlet, er hyggeligt, og man lærer hurtigt de fleste andre studerende fra alle årgange og underviserne at kende, da instituttet ikke er så stort.

I dag arbejder jeg som administrerende direktør i virksomheden Aarhus GeoSoftware, som udsprang fra en forskningsgruppe på Geoscience i 2015. Jeg bruger dagligt min faglighed fra geofysikken, men også min erfaring med at overskue større projekter og tage ansvar er noget, som jeg har med fra min uddannelse. Selvom jeg nu arbejder med software og geofysik, så er min geologiske baggrund fra bacheloruddannelsen også meget brugbar, når jeg skal tolke geofysiske resultater og relatere dem til geologien.


LASSE SVENNINGSEN, Cand.scient. i Geofysik (nu Geovidenskab), vindenergikonsulent hos EMD International A/S

Jeg arbejder med udvikling af nye beregningsmetoder til et softwareværktøj, der skal bruges inden for vindenergi. Der er mange forskellige aspekter i et vindmølleprojekt. Vindområdet skal modelleres i tid og rum, så vi kan placere møllerne det rette sted og dermed sikre den optimale energiproduktion. Vi beregner også deres støjniveau og de skygger, som de kaster over naboerne.

Karriere

Arbejdsopgaver som færdiguddannet

Diagrammet viser fordelingen mellem de fem hyppigste arbejdsopgaver for færdiguddannede 1-2 år efter afslutningen af en tilsvarende uddannelse. Tallene baserer sig på spørgeskemaundersøgelse foretaget af Epinion for Ministeriet for Forskning og Uddannelse og Aarhus Universitet i 2020.


Med en erhvervskandidatuddannelse i Geovidenskab kan du arbejde hos rådgivende ingeniørvirksomheder og i statslige og kommunale institutioner, hvor der eksempelvis arbejdes med grundvandsforskning, miljøvurderinger, sikring af rent drikkevand og genetablering af vandløb. Du kan også arbejde for virksomheder, der arbejder med alternative energiformer som vind- og vandenergi samt geotermi, og du har mulighed for at arbejde med forskning i form af en ph.d.-uddannelse. 

Institut for Geovidenskab fra Aarhus Universitet har stor success med at afsætte vore kandidater til både private og offentlige arbejdspladser. Mange arbejder således i private rådgivningsfirmaer, specielt på miljøområdet eller i forbindelse med større byggerier, såsom havvindmølleparker. Andre er beskæftiget i kommuner og regioner med forvaltning, udnyttelse og beskyttelse af grundvand og andre råstoffer.

Læs mere om fremtidsmuligheder på Institut for Geosciences hjemmeside.