Kandidatuddannelse
Fakta om uddannelsen Undervisningssprog | Studiested: Aarhus | Studiestart: August / september og Januar / februar |
Kandidatuddannelsen i Statistik handler om, hvordan statistik bruges til at skabe overblik og lave fremskrivninger af givne situationer. Uddannelsen går i dybden med forskellige matematiske metoder og modeller, og du vil eksempelvis stifte bekendtskab med praktisk databehandling, da computeren er et helt uundværligt arbejdsredskab for statistikeren. Du opnår detaljeret viden om centrale discipliner, metoder og begreber inden for statistik, og foruden de matematiske og statistiske grundfag, bliver store dele af dit studie tilrettelagt efter dine faglige interesser.
Ansøgere til kandidatuddannelsen i statistik forventes at have en solid baggrund i matematisk statistik. Da kandidatuddannelsen i statistik har et stærkt teoretisk fokus, er det endvidere påkrævet at kommende studerende har en stærk baggrund i videregående sandsynlighedsteori baseret på mål- og integralteori.
Med en kandidatgrad i Statistik kan du blandt andet arbejde i medicinalindustrien, i finanssektoren eller hos forsikringsselskaber og i telesektoren. Du kan også gå forskervejen og fortsætte dit studie i form af en ph.d.-uddannelse, hvor du også vil arbejde med undervisning.
I denne sektion kan du finde ud af, hvad der skal til for at komme ind på kandidatuddannelsen i Statistik.
De næste afsnit forklarer, hvordan du kan opfylde adgangskravene, afhængigt af om du har:
Du kan også finde ud af, om der er begrænsninger for, hvor mange der kan optages på uddannelsen, og hvilke sprogkrav der gælder.
Følgende bacheloruddannelse giver dig retskrav på optagelse på kandidatuddannelsen i Statistik:
Bacheloruddannelsen i Matematik - med specialisering i statistik fra Aarhus Universitet
Retskrav betyder, at du har ret til at blive optaget på den kandidatuddannelse, der bygger oven på den bacheloruddannelse, som du har gennemført ved samme universitet. Det kræver dog, at du søger om optagelse senest tre år efter gennemført bacheloruddannelse.
Hvis du har en af de følgende bacheloruddannelser, opfylder du adgangskravene til uddannelsen:
Udover de bacheloruddannelser, som allerede er vurderet til at give adgang til denne uddannelse, kan der også være andre uddannelser, der opfylder adgangskravene afhængigt af fagsammensætningen og vægtningen af dine kurser.
Du kan få adgang til kandidatuddannelsen, såfremt universitetet vurderer, at din uddannelse har et niveau, omfang og indhold, som svarer til de faglige krav, der angives herunder.
Du kan opfylde adgangskravet med en anden uddannelse, hvis du har følgende fagområder: | ECTS-krav |
Matematisk analyse hvoraf følgende fagområder er dækket:
| 30 |
Matematisk statistik | 20 |
Sandsynlighedsteori | 20 |
I alt | 70 |
Vi kan ikke på forhånd vurdere, om netop din uddannelse vil opfylde ovenstående krav. Vi vil derfor anbefale dig at søge ind på uddannelsen, hvis du selv vurderer, at du opfylder fagkravene. Det er i den forbindelse en god ide at sammenligne din uddannelse med de direkte adgangsgivende uddannelser.
Du skal udfylde dette bilag og vedhæfte til din ansøgning. Bilaget bruges i vurderingen af din ansøgning. Hvis du har retskrav til kandidatuddannelsen, skal du ikke udfylde og vedhæfte bilaget.
Download bilag
Der er adgangsbegrænsning på denne kandidatuddannelse.
Adgangsbegrænsning vil sige, at der er et begrænset antal studiepladser på uddannelsen. Der vil således blive prioriteret blandt de kvalificerede ansøgere ud fra nogle faste udvælgelseskriterier (se nedenfor).
Dette betyder, at det ikke i sig selv er en garanti for optagelse at have opfyldt adgangskravene. Hvis du har retskrav, er du dog garanteret en plads på uddannelsen.
Hvis der er flere kvalificerede ansøgere end ledige studiepladser, lægges der vægt på følgende kriterier ved udvælgelsen (hvert kriterie vægter 1/3):
Karakterniveau fra adgangsgivende uddannelse
Opnåede karakterer i relevante fagområder:
Statistik
Sandsynlighedsteori
Vær opmærksom på, at karakterer opnået efter ansøgningsfristen ikke er inkluderet i karakterniveauet.
Relevante fagområder (målt i ECTS). I denne vurdering indgår ikke ECTS, som er en del af adgangskravene beskrevet under ’Andre uddannelser der kan give adgang’.
Statistik
Sandsynlighedsteori
Du skal kunne dokumentere, at du har engelskkvalifikationer svarende til dansk gymnasialt B-niveau. Hvis du har retskrav på optagelse (se ovenfor), er du ikke omfattet af denne regel.
Læs hvordan dit engelsk-niveau skal dokumenteres, hvis du ikke har en dansk gymnasial uddannelse.
Undervisningen på kandidatuddannelsen i Statistik er tilrettelagt i semestre med to semestre pr. studieår og en eksamensperiode efter hvert semester.
Ved Aarhus Universitet er du tæt på forskerne på en måde, som man ellers ikke oplever ved ret mange universiteter. Professorens dør står åben, hvis du har behov for en uddybning af stoffet, og du opfordres til at stille spørgsmål ved forelæsninger og øvelser. Vi stiller store krav til din faglighed og selvstændighed. Til gengæld får du meget igen i form af faglige udfordringer og faglig viden kombineret med brede kompetencer.
Undervisningsformen ved universitetet fokuserer på selvstændighed, kritisk tænkning og samarbejde. En del af undervisningen består af forelæsninger på små hold, hvor du får præsenteret nye vinkler på stoffet i forhold til lærebøgerne. Desuden får du omfattende vejledning til arbejde med eksempler og projekter, og i forbindelse med det afsluttende speciale tildeles du en personlig vejleder.
De varierede undervisningsformer, samarbejdet i grupper og muligheden for en tæt faglig dialog med forskerne giver dig generelle kompetencer, som er meget efterspurgte på det globale arbejdsmarked. Blandt disse er fx evnen til at analysere, tænke abstrakt, tænke kritisk og selvstændigt og evnen til strategisk planlægning. Kompetencerne kan bruges i mange sammenhænge – selv i jobs, du ikke vidste, du kunne få.
Har du lyst og evner, kan du efter et år på kandidatuddannelsen eller efter endt kandidatuddannelse søge om optagelse på forskeruddannelsen, hvor du arbejder frem mod en ph.d.-grad. På forskeruddannelsen går du i gang med et forskningsprojekt og uddannes gradvist gennem kurser og personlig vejledning til at blive forsker. Du kan læse mere her eller studere eksempler på aktuelle forskningsprojekter fra Institut for Matematiske Fag.
I kandidatuddannelsen i Statistik skal den studerende vælge 2 ud af 3 specialiseringer. Hver specialisering skal indgå med 30 ECTS i studieprogrammet, og hver specialisering indeholder ét obligatorisk kursus.
De tre specialiseringer er:
I studieordningen kan du finde yderligere oplysninger om, hvad de enkelte fag indeholder. Du kan også se studiets opbygning, og hvilke krav der bliver stillet til dig som studerende – herunder eksamensformer og eksamenskrav.
Uddannelsen er godkendt med engelsk som udbudssprog. Udbudssproget er det sprog, der som udgangspunkt undervises i på uddannelsen.
Du får din daglige gang på Institut for Matematik, hvor du får dit eget skrivebord i et kontor, som du deler med andre kandidatstuderende. På instituttet finder du forskellige studenterorganisationer som Eulers Venner og Kalkulerbaren, der er instituttets fredagsbar, og som arrangerer faglige og sociale aktiviteter, studieture og fester. Du vil også møde Foreningen PS! Personale og Studerende ved IFA, som hvert år afholder julefrokost og temaaftener og TÅGEKAMMERET, som er en fest- og foredragsforening på Faculty of Natural Sciences på Aarhus Universitet.
Undervisningen på Statistik varetages af aktive forskere og er anvendelses- og forskningsorienteret. Der bliver stillet store krav til både din faglighed og selvstændighed. En del af undervisningen udgøres af forelæsninger, mens den anden del primært består af teoretiske og eksperimentelle øvelser på hold.
Du kan følge Institut for Matematik og dets studerende på YouTube og Instagram. Her kan du se videoer, takeovers og opslag med studerende og undervisere og få et indtryk af, hvad det vil sige at være studerende netop her.
- oplevet, fotograferet og filmet af de studerende selv.
Med tusindvis af billeder giver #yourniversity dig et indblik i hverdagen som studerende på AU, i festerne, overspringshandlingerne, eksamen og alt det andet, du kommer til at bruge din studietid på.
Billederne er brugernes egne, delt med #Yourniversity, #AarhusUni og fagspecifikke AU-hashtags.
Data er indsamlet via AU’s beskæftigelsesundersøgelse 2016. Data repræsenterer ikke et udtømmende billede af den pågældende uddannelses arbejdsmarked og alumnernes arbejdsopgaver, men giver udelukkende et billede baseret på undersøgelsens respondenter de pågældende år.
Som kandidat i statistik får du følgende kompetencer:
Kandidater i statistik finder ofte beskæftigelse på et universitet eller en anden offentlig forsknings-institution, inden for medicinalindustrien, i tele- eller finanssektoren, eller i forsikringsselskaber. En mindre del af vore kandidater bliver ansat i gymnasieskolen.
På et universitet deltager statistikere som oftest i et tværfagligt samarbejde, fx med læger, biologer eller kemikere, med henblik på at analysere store datamængder. Desuden vil man undertiden også undervise de nævnte faggrupper i statistik. I medicinalindustrien er man ofte beskæftiget med forsøgsplanlægning eller med at konstruere metoder til at undersøge, om nye præparater har uønskede bivirkninger. I forsikringsbranchen vil man som statistiker typisk arbejde som aktuar, og kan som sådan blandt andet være med til at udarbejde tariffer, fx på bilforsikringer. Fælles for de nævnte ansættelser er, at de kræver kendskab til en række komplicerede matematiske modeller. I løbet af din studietid får du derfor en lang række kompetencer, som giver dig jobmuligheder inden for mange forskellige sektorer.
Der er stor mangel på statistikere, og kandidater i statistik fra Aarhus Universitet er meget eftertragtede. Beskæftigelsesmulighederne for statistikere er derfor særdeles gode, både i Århus, samt nationalt og internationalt. Statistikstuderende i Århus har ofte et studiejob, som i flere tilfælde fører til fast ansættelse efter endt uddannelse.
Trine Saugstrup, kandidat i Statistik, statistiker hos Novo Nordisk A/S:
"Jeg bestemte mig ret hurtigt for, at jeg gerne ville ud i en virksomhed og anvende det, jeg havde lært på Statistik. Det var et virksomhedsbesøg hos Novo Nordisk, der gjorde, at valget faldt på medicinalbranchen. Jeg arbejder inden for Research & Development, hvor jeg er statistiker på studier og forsøg, hvor ny medicin testes på mennesker."