Aarhus Universitets segl

RELIGIONSVIDENSKAB

Kandidatuddannelse

Fakta om uddannelsen 
Undervisningssprog | Studiested: Aarhus  |  Studiestart: August / september og Januar / februar

Introduktion

Kandidatuddannelsen i Religionsvidenskab handler om samspillet mellem religion, kultur og samfund. Du arbejder med religionsfænomenets betydning for mennesker og kulturer, og du får indsigt i forskellige religioner, kulturer og religiøse fænomener overalt på kloden til alle tider. Det teoretiske og metodiske grundlag på uddannelsen er historisk, filosofisk, sociologisk, antropologisk og psykologisk. Du arbejder med religion inden for alt lige fra søndagens gudstjenester til pilgrimsritualer i Mekka, fra abortlovgivning til spiritualitet i ledelse og fra fodboldstadions til internettet. Du får skærpet dine teoretiske og metodiske færdigheder og vil deltage i et aktuelt religionsvidenskabeligt projekt.

Mød Niels Klærke Bislev, der er kandidat fra Religionsvidenskab og nu ansat som gymnasielærer på Egaa Gymnasium.
Mød Ruth Marbæk Barrit, der er kandidat fra Religionsvidenskab og nu ansat som rådgiver ved Web2Media.

Adgangskrav

I denne sektion kan du finde ud af, hvad der skal til for at komme ind på kandidatuddannelsen i Religionsvidenskab.

De næste afsnit forklarer, hvordan du kan opfylde adgangskravene, afhængigt af om du har:

  1. Retskra​v
  2. En bacheloruddannelse, der giver direkte adgang
  3. En anden uddannelse, der kan give adgang

Du kan også finde ud af, om der er begrænsninger for, hvor mange der kan optages på uddannelsen, og hvilke sprogkrav der gælder.

1. Retskrav

Følgende bacheloruddannelse giver dig retskrav på optagelse på kandidatuddannelsen i Religionsvidenskab:

  • Bacheloruddannelsen i Religionsvidenskab fra Aarhus Universitet

Retskrav betyder, at du har ret til at blive optaget på den kandidatuddannelse, der bygger oven på den bacheloruddannelse, som du har gennemført ved samme universitet. Det kræver dog, at du søger om optagelse senest tre år efter gennemført bacheloruddannelse.

Læs mere om retskrav

2. Bacheloruddannelser der giver direkte adgang

Hvis du har en af de følgende bacheloruddannelser, opfylder du adgangskravene til A-linjen: 

  • Bacheloruddannelsen i Religionsvidenskab fra Aarhus Universitet  

  • Bacheloruddannelsen i Religionsvidenskab fra Københavns Universitet  

  • Bacheloruddannelsen i Religionsstudier fra Syddansk Universitet 

Hvis du har en af de følgende bacheloruddannelser, opfylder du adgangskravene til B-linjen: 

  • Bacheloruddannelsen i Religionsvidenskab fra Aarhus Universitet med et gymnasierettet bachelortilvalg (45 ECTS) 

  • Bacheloruddannelsen i Religionsvidenskab fra Københavns Universitet med et gymnasierettet bachelortilvalg (45 ECTS) 

  • Bacheloruddannelsen i Religionsstudier fra Syddansk Universitet med et gymnasierettet bachelortilvalg (45 ECTS) 

3. Andre uddannelser der kan give adgang

Udover de bacheloruddannelser, som allerede er vurderet til at give adgang til denne uddannelse, kan der også være andre uddannelser, der opfylder adgangskravene afhængigt af fagsammensætningen og vægtningen af dine kurser.

Du kan få adgang til kandidatuddannelsen, såfremt universitetet vurderer, at din uddannelse har et niveau, omfang og indhold, som svarer til de faglige krav, der angives herunder.

Du kan opfylde adgangskravet med en anden uddannelse, hvis du har følgende fagområder:  ECTS-krav

Moduler inden for religionsvidenskab 

hvoraf følgende fagområder er dækket (minimum 30 ECTS i alt): 

  • Empirisk eller teoretisk kendskab til forholdet imellem kultur og samfund 

  • Viden om forskellige metodiske greb når enten tekster eller empirisk materiale skal analyseres 

  • Forståelse for ligheder og forskelle imellem kulturer i en historisk eller i en nutidig sammenhæng 

100

Vi kan ikke på forhånd vurdere, om netop din uddannelse vil opfylde ovenstående krav. Vi vil derfor anbefale dig at søge ind på uddannelsen, hvis du selv vurderer, at du opfylder fagkravene. Det er i den forbindelse en god ide at sammenligne din uddannelse med de direkte adgangsgivende uddannelser.


Adgangsbegrænsning

Der er adgangsbegrænsning på denne kandidatuddannelse.

Adgangsbegrænsning vil sige, at der er et begrænset antal studiepladser på uddannelsen. Der vil således blive prioriteret blandt de kvalificerede ansøgere ud fra nogle faste udvælgelseskriterier (se nedenfor).

Dette betyder, at det ikke i sig selv er en garanti for optagelse at have opfyldt adgangskravene. Hvis du har retskrav, er du dog garanteret en plads på uddannelsen. 


Udvælgelseskriterier

Hvis der er flere kvalificerede ansøgere end ledige studiepladser, lægges der vægt på følgende kriterier ved udvælgelsen (hvert kriterie vægter 1/3):  

  1. Karakterniveau fra adgangsgivende uddannelse   

  2. Opnåede karakterer i relevante fagområder:

    • Alle fag med et vægtigt religionsvidenskabeligt indhold 

Vær opmærksom på, at karakterer opnået efter ansøgningsfristen ikke er inkluderet i karakterniveauet.  

  1. Relevante fagområder (målt i ECTS). I denne vurdering indgår ikke ECTS, som er en del af adgangskravene beskrevet under ’Andre uddannelser der kan give adgang’.

    • Alle fag med et vægtigt religionsvidenskabeligt indhold   

 

Sprogkrav

Du skal kunne dokumentere, at du har danskkvalifikationer svarende til Dansk A-niveau (Dansk A) i den danske gymnasieskole.
Læs mere om opfyldelse af Dansk A, hvis ikke du har en dansk gymnasial uddannelse. 

FigurDu skal desuden kunne dokumentere, at du har engelskkvalifikationer svarende til dansk gymnasialt B-niveau. Hvis du har retskrav på optagelse (se ovenfor), er du ikke omfattet af denne regel. 
Læs hvordan dit engelsk-niveau skal dokumenteres, hvis du ikke har en dansk gymnasial uddannelse


Uddannelsens opbygning

Studieordning

I studieordningen kan du finde yderligere oplysninger om, hvad de enkelte fag indeholder. Du kan også se studiets opbygning, og hvilke krav der bliver stillet til dig som studerende – herunder eksamensformer og eksamenskrav.

Undervisningssprog

Uddannelsen er godkendt med dansk som udbudssprog. Udbudssproget er det sprog, der som udgangspunkt undervises i på uddannelsen. Aarhus Universitet har et internationalt forskningsmiljø og tiltrækker dygtige forskere fra hele verden, så du skal være opmærksom på, at dele af undervisningen kan være på engelsk, og at der desuden ofte vil forekomme undervisningsmateriale på engelsk.

Kig i kursuskataloget for at se undervisningssproget for de enkelte kurser.

I studiediagrammet for kandidatuddannelsen i Religionsvidenskab kan du klikke på de forskellige fag og læse de enkelte fagbeskrivelser.

Profiler

På kandidatuddannelsens 3. semester vælger du én af tre forskellige profiler:

  • Profilfag 
    Profilfag er tværfaglige, arbejdsmarkedsorienterede fag, som er placeret på 3. semester af alle humanistiske kandidatuddannelser. Læs mere om profilfag.   
  • Udlandsophold 
    Det er oplagt at tage et semesters studieophold på et universitet i udlandet. Aarhus Universitet har aftaler med mange universiteter rundt om i verdenen, og du kan få hjælp til at komme af sted. Studieportalen Arts har samlet relevant information vedrørende udlandsophold, så kig forbi, bliv inspireret og rejs UD!
  • Projektorienteret forløb
    Det projektorienterede forløb er din mulighed for at komme i praktik og sætte din teoretiske viden i et praktisk perspektiv. Som forberedelse til det projektorienterede forløb skal du selv formidle kontakten til den virksomhed/organisation/institution, som du ønsker at samarbejde med. Sideløbende med dit uddannelsesophold/praktikforløb følger du undervisning og/eller vejledning, og du afslutter forløbet med en opgave. Du kan læse mere om kravene i studieordningen. Du kan blandt andet finde praktikopslag på Aarhus Universitets jobbank.

Studieliv

En typisk uge på Religionsvidenskab

Mandag:
8-14 Forberedelse
15-17 Holdundervisning i Seminar A, hvor emner som fx ”Islam og muslimer i Vesten”, ”Anvendelsen af religiøse symboler”, ”Køn i norrøn religion” eller ”Medialisering af religion i en dansk kontekst” kunne være emner.

Tirsdag:
9-16 Forberedelse
16-18 Religionsvidenskabeligt projekt

Onsdag:
8-12 Forberedelse
13-16 Læsegruppearbejde

Torsdag:
9-16 Forberedelse
16-18 Holdundervisning i Seminar A, hvor emner som fx ”Når enden er nær - Interdisciplinære perspektiver på moderne endetidsforestillinger”, ”Religion og infrastruktur” eller ”Religion, død og begravelsespraksis” kunne være emner.

Fredag:
10-12 Religionsvidenskabeligt projekt
13-15 Studiegruppearbejde

Hverdagen på Religionsvidenskab

Kandidatuddannelsen i Religionsvidenskab er et fuldtidsstudie svarende til 37-40 timer om ugen. Selvom du måske ikke har skemalagt undervisning hver dag, skal du regne med at bruge en del tid på at forberede dig til undervisningen og på at mødes med din studiegruppe.  

Religionsvidenskab ligger blandt andet sammen med Teologi og Arabisk- og islamstudier i et studiemiljø, hvor det er naturligt at mødes på tværs af studieretninger, og hvor der er et væld af studieaktiviteter. Du kan være med i foredragsforeningen, som arrangerer debataftener og gæsteforelæsninger eller du kan være med i barudvalget, som bestyrer fredagsbaren Theos Bar. Studiemiljøet på Religionsvidenskab er et aktivt foreningsliv med løbende aktuelle foredrag og Teos bar, hvor ugen kan sluttes af med at ønske hinanden en god weekend Nedenfor har du en oversigt over de forskellige foreninger.

  • Religionsvidenskabeligt Fagråd: I Fagrådet kan du være med til at sikre, at de studerende bliver set og hørt i de politiske organer på universitetet. Fagrådet diskuterer blandt andet studiemiljø, sociale tiltag og faglige problemstillinger.
  • Theos Bar: Theos Bar er festforeningen på Religionsvidenskab og Teologi. Hver fredag afholder foreningen fredagsbar, hvor du har mulighed for at nyde en kold øl eller vand med dine medstuderende. Flere gange i løbet af semesteret afholder Theos Bar større fester.
  • TOTEM: Totem er de studerendes tidsskrift på Religionsvidenskab. I TOTEM kan du lade dig inspirere af gode eksempler på eksamensopgaver fra andre studerende og måske endda få udgivet din egen opgave!
  • Figenbladet: Figenbladet er de studerendes eget magasin og er fælles for uddannelserne Teologi, Religionsvidenskab og Arabisk- og islamstudier. Her kan du læse artikler, boganmeldelser eller et interview med en af vores undervisere, alt sammen skrevet af dine medstuderende. Du kan også selv prøve kræfter med det journalistiske håndværk og blive en del af redaktionen.   
  • Teologisk Julerevy: Hvis man brænder for teater, musik, skrivning af manuskripter og sceneopsætning, så kan man være med i teologisk julerevy, der hvert år spiller for Religionsvidenskab og Teologi.
  • Festudvalget: Festudvalget planlægger årets to store og traditionsrige fester semesterstartsfest og julefest, hvor der er alt fra livemusik og lanciers til karaoke og julerevy.

Læs i udlandet

Det er oplagt at tage et semesters studieophold på et universitet i Norden, Europa eller oversøisk. Aarhus Universitet har aftaler med mange universiteter i verden, og vi hjælper dig gerne med at komme af sted. Studieportalen Arts har samlet relevant information vedr. udlandsophold, så kig forbi, bliv inspireret og rejs UD!

#Yourniversity

- oplevet, fotograferet og filmet af de studerende selv.

Med tusindvis af billeder giver #yourniversity dig et indblik i hverdagen som studerende på AU, i festerne, overspringshandlingerne, eksamen og alt det andet, du kommer til at bruge din studietid på. 

Billederne er brugernes egne, delt med #Yourniversity, #AarhusUni og fagspecifikke AU-hashtags.

Karriere

Arbejdsopgaver som færdiguddannet

Diagrammet viser fordelingen mellem de fem hyppigste arbejdsopgaver for færdiguddannede 1-2 år efter afslutningen af deres uddannelse. Tallene baserer sig på spørgeskemaundersøgelse foretaget af Epinion for Ministeriet for Forskning og Uddannelse og Aarhus Universitet i 2020.

Karrieremuligheder

Som kandidatuddannet i Religionsvidenskab kan du arbejde med undervisning på gymnasier, højskoler, seminarier og universiteter. Du kan arbejde i humanitære organisationer, i den offentlige administration, med personaleudvikling og i andre stillinger, der kræver kompetencer inden for kulturforståelse, kommunikation, formidling og forståelse for mødet mellem forskellige religioner og kulturer. Du har også mulighed for at gå forskningens vej og søge en ph.d.

Karrierevejledning

Du kan læse mere om en række karrierevejledningstilbud blandt andet arrangementer og workshops og få vejledning om beskæftigelsesmuligheder for din uddannelse hos Arts Karriere. Du kan også danne dig et overblik over mulige jobs med en kandidat i Religionsvidenskab i Arts Karrieres karrierekatalog.