Aarhus Universitets segl

MEDICINALKEMI

Kandidatuddannelse

Fakta om uddannelsen 
Undervisningssprog | Studiested: Aarhus  |  Studiestart: August / september og Januar / februar

Introduktion

Kandidatuddannelsen i Medicinalkemi er en specialiseret kemiuddannelse med fokus på samspillet mellem kemi og sundhedsvidenskabelige fag. Uddannelsen foregår på engelsk, og du arbejder blandt andet med design og syntese af nye potentielle lægemiddelstoffer. Du kan for eksempel specialisere dig i moderne computerkemiske metoders rolle i lægemiddeldesign, syntese og analyse af nye forbindelser, membranproteiners struktur og farmakologiske egenskaber, eller den mikroskopiske opbygning af knogler og andre bio-uorganiske materialer.  Du kan også arbejde med modellering af proteiner og deres interaktion med lægemidler, drug delivery eller kemisk biologi.

Karrieremuligheder

Med en kandidatgrad i Medicinalkemi kan du arbejde med udvikling og produktion af lægemidler i medicinal- og biotekvirksomheder. Du kan også bidrage til udviklingen af nye kliniske og kemiske diagnostiske metoder i sundhedsvæsenet. De kompetencer, du opnår på uddannelsen, er desuden efterspurgte i andre brancher, fx inden for fødevareindustrien og andre områder, hvor kemisk viden spiller en central rolle. Du har også mulighed for at formidle din viden om kemi og undervise på gymnasiale eller videregående uddannelser.

Du kan også fortsætte inden for forskningens verden gennem en ph.d.-uddannelse. Læs mere om ph.d.-uddannelse på phd.nat.au.dk.

Vidste du, at du også kan læse uddannelsen som erhvervskandidat?

Adgangskrav

I denne sektion kan du finde ud af, hvad der skal til for at komme ind på kandidatuddannelsen i Medicinalkemi.

De næste afsnit forklarer, hvordan du kan opfylde adgangskravene, afhængigt af om du har:

  1. Retskra​v
  2. En bacheloruddannelse, der giver direkte adgang
  3. En anden uddannelse, der kan give adgang

Derudover kan du finde ud af, hvilke sprogkrav der gælder, og hvilke rangeringskriterier vi vurderer din ansøgning ud fra, når vi prioriterer blandt de indkomne ansøgninger.

1. Retskrav

Følgende bacheloruddannelse giver dig retskrav på optagelse på kandidatuddannelsen i Medicinalkemi: 

  • Bacheloruddannelsen i Medicinalkemi fra Aarhus Universitet 

Retskrav betyder, at du har ret til at blive optaget på den kandidatuddannelse, der bygger oven på den bacheloruddannelse, som du har gennemført ved samme universitet. Det kræver dog, at du søger om optagelse senest tre år efter gennemført bacheloruddannelse.  

Læs mere om retskrav 

2. Bacheloruddannelser der giver direkte adgang

Hvis du har en af de følgende bacheloruddannelser, opfylder du adgangskravene til uddannelsen: 

  • Bacheloruddannelsen i Medicinalkemi fra Aarhus Universitet  
  • Bacheloruddannelsen i Medicinalkemi fra Syddansk Universitet  
  • Bacheloruddannelsen i Medicinalkemi fra Københavns Universitet 

3. Andre uddannelser der kan give adgang

Udover de bacheloruddannelser, som allerede er vurderet til at give adgang til denne uddannelse, kan der også være andre uddannelser, der opfylder adgangskravene afhængigt af fagsammensætningen og vægtningen af dine kurser.

Du kan få adgang til kandidatuddannelsen, såfremt universitetet vurderer, at din uddannelse har et niveau, omfang og indhold, som svarer til de faglige krav, der angives herunder.

Du kan opfylde adgangskravet med en anden uddannelse, hvis du har følgende fagområder: ECTS-krav

Uorganisk kemi. 

Hvoraf følgende følgende fagområder er dækket: 

  • Grundstoffernes elektronstruktur,

  • Reaktivitet og egenskaber)   

10

Organisk kemi  

Hvoraf følgende følgende fagområder er dækket: 

  • Funktionelle grupper
  • Reaktionsmekanismer
  • Navngivne reaktioner
20

Fysisk/teoretisk kemi

Hvoraf følgende følgende fagområder er dækket:

  • Termodynamik
  • Kinetik
  • Kemisk bindingsteori
  • Kvantekemi 
10

Strukturkemi

Hvoraf følgende følgende fagområder er dækket:

  • Spektroskopi
  • Massespektrometri
  • Kromatografi
  • Røntgendiffraktion 
10
Molekylærbiologi  10
Total 60

Vi kan ikke på forhånd vurdere, om netop din uddannelse vil opfylde ovenstående krav. Vi vil derfor anbefale dig at søge ind på uddannelsen, hvis du selv vurderer, at du opfylder fagkravene. Det er i den forbindelse en god ide at sammenligne din uddannelse med de direkte adgangsgivende uddannelser.

Download bilag til din ansøgning

Du skal udfylde dette bilag hvis du har taget din bacheloruddannelse på et universitet uden for Danmark. Bilaget bruges i vurderingen af din ansøgning.
Download bilag


Rangeringskriterier

Alle kandidatuddannelser på Aarhus Universitet har adgangsbegrænsning. Det betyder, at du ikke er garanteret optagelse, selvom du opfylder adgangskravene. Når vi skal prioritere blandt ansøgerne, vurderer vi din ansøgning ved at kigge på en række faste rangeringskriterier, som du kan se herunder.

Hvis du har retskrav, er du garanteret en plads på uddannelsen og behøver ikke forholde dig til rangeringskriterierne.

Rangeringskriterier:

Hvis der er flere kvalificerede ansøgere end ledige studiepladser, lægges der vægt på følgende kriterier ved udvælgelsen (hvert kriterie vægter 1/3):

  1. Karakterniveau fra adgangsgivende uddannelse   

  2. Opnåede karakterer i relevante fagområder: 

    • Medicinalkemi 

    • Matematik 

    • Fysik 

    • Statistik

  3. Relevante fagområder (målt i ECTS). I denne vurdering indgår ikke ECTS, som er en del af adgangskravene beskrevet under ’Andre uddannelser der kan give adgang’.  

    • Medicinalkemi 

    • Matematik 

    • Fysik 

    • Statistik

I kriterie tre scores der ud fra, hvor stor en andel af fagene på bachelorbeviset der ligger inden for de for uddannelsen relevante fagområder. I denne vurdering indgår ikke ECTS, som er en del af adgangskravene beskrevet under ’Andre uddannelser der kan give adgang’.


Vær opmærksom på, at karakterer opnået efter ansøgningsfristen ikke tages med i vurderingen.

Sprogkrav

Du skal kunne dokumentere, at du har engelskkvalifikationer svarende til dansk gymnasialt B-niveau. Hvis du har retskrav på optagelse (se ovenfor), er du ikke omfattet af denne regel.

Læs hvordan dit engelsk-niveau skal dokumenteres, hvis du ikke har en dansk gymnasial uddannelse.

Varsling om ændring af rangeringskriterierne fra 2027

Fra sommeroptaget 2027 vil rangeringskriterierne være som følger: 

Hvis der er flere kvalificerede ansøgere end ledige studiepladser, lægges der vægt på følgende kriterier ved udvælgelsen (hvert kriterie vægter 1/3):

  1. Karakterniveau fra adgangsgivende uddannelse   

  2. Opnåede karakterer i relevante fagområder: 

    • Medicinalkemi 

    • Matematik 

    • Fysik 

  3. Relevante fagområder (målt i ECTS). I denne vurdering indgår ikke ECTS, som er en del af adgangskravene beskrevet under ’Andre uddannelser der kan give adgang’.  

    • Medicinalkemi 

    • Matematik 

    • Fysik 

I kriterie tre scores der ud fra, hvor stor en andel af fagene på bachelorbeviset der ligger inden for de for uddannelsen relevante fagområder. I denne vurdering indgår ikke ECTS, som er en del af adgangskravene beskrevet under ’Andre uddannelser der kan give adgang’.


Uddannelsens opbygning

Individuel studieplan

Du har selv stor indflydelse på, hvordan din kandidatuddannelse skal opbygges. Du sammensætter og tilrettelægger din individuelle studieplan med kurser og specialeprojekt ud fra dine faglige forudsætninger og interesser.

Du kan læse om specialiseringsmulighederne på studieportalen for Kemi og Medicinalkemi.

Speciale

I løbet af din kandidatuddannelse i Medicinalkemi skriver du speciale i en forskningsgruppe på instituttet, hvor din vejleder er tilknyttet. Du bliver en del af et aktivt forskningsmiljø og får mulighed for faglig sparring på højt niveau. Specialearbejdet giver dig indsigt i aktuel kemisk forskning og mulighed for selvstændigt at bidrage til forskningsgruppens videnskabelige arbejde.

Studieordning

I studieordningen kan du finde yderligere oplysninger om, hvad de enkelte fag indeholder. Du kan også se studiets opbygning, og hvilke krav der bliver stillet til dig som studerende – herunder eksamensformer og eksamenskrav.

Undervisningssprog

Uddannelsen er godkendt med engelsk som udbudssprog. Udbudssproget er det sprog, der som udgangspunkt undervises i på uddannelsen.

Studieliv

Som studerende på Medicinalkemi bliver du en del af et aktivt studiemiljø med et stærkt fællesskab. Du kan bl.a. få faglig sparring og arbejde med opgaver i studiecaféen. Du kan også deltage i forskellige sociale og faglige arrangementer. Du kan fx være med i festforeningen @lkymia, der arrangerer fredagsbar og fester i løbet af året, eller i Tutorforeningen TKM, som står bag studiestarten for bachelorstuderende. Der findes også studierelevante jobs, hvor man skal formidle kemiens verden. Du kan blive en del af Kemishow, som bruger hverdagens kemikalier på en overraskende og spektakulær måde i imponerende eksperimenter. Du kan også blive en del af Besøgsservice, som varetager besøg på instituttet fra gymnasieklasser. Her får du lov til at formidle kemiens spændende verden og din hverdag som medicinalkemistuderende.

Du kan følge instituttet og vores studerende på Facebook og Instagram.

Studiebyen Aarhus

I Aarhus er tæt på hver 5. indbygger studerende - det er derfor en by med mange unge mennesker og tilbud, der er målrettet studerende.

Når du skal starte på studie i Aarhus, behøver du ikke bekymre dig om at stå uden tag over hovedet. Der er nemlig boliggaranti for de nye studerende, der vil flytte til byen. Garantien gælder for alle nyoptagne på en uddannelse i Aarhus med start i efterårssemesteret og betyder kort og godt, at du rykker frem i køen og får tilbudt en kollegie- eller ungdomsbolig inden eller kort tid efter studiestart.

Læs meget mere om alt det, Aarhus har at tilbyde.

Følg studielivet på Aarhus Universitet

- oplevet, fotograferet og filmet af de studerende selv.

Få indblik i hverdagen som studerende på AU - i festerne, overspringshandlingerne, eksamen og alt det andet, du kommer til at bruge din studietid på.

Billederne er brugernes egne, delt med #Yourniversity, #AarhusUni og fagspecifikke AU-hashtags.

Mød vores studerende og færdiguddannede kandidater

JOSEFINE HAMMER JAKOBSEN, kandidatstuderende i Medicinalkemi

Da jeg søgte ind på Medicinalkemi, var det på grund af min store interesse for både kemi og menneskekroppen. Lignende uddannelser findes også i København, men mit valg faldt på Aarhus Universitet, fordi jeg har hørt godt om Aarhus som studieby. 

Desuden var Aarhus den eneste by i Danmark, hvor jeg havde mulighed for at tage både en bachelor- og kandidatgrad i Medicinalkemi.

På Medicinalkemi består undervisningen af en blanding af forelæsninger, opgaveregning og laboratoriearbejde. Denne kombination af forskellige arbejdsformer har gjort, at jeg har haft nemmere ved at forstå og huske stoffet. Opgaveregningen gav mig en naturlig mulighed for at få en læsegruppe, da vi på den måde hjælper hinanden med opgaverne og får diskuteret en masse kemi. 
På studiet er der også en masse socialt blandt andet i form af fester, som festforeningen arrangerer. Disse fester giver mulighed for at snakke med studerende fra forskellige årgange, men også muligheden for at lære ens studiekammerater bedre at kende. At deltage i det sociale liv på universitetet - om det er en fest på instituttet, brætspilsaften med holdet eller biograftur med læsegruppen – har gjort det at studere og de mange undervisningstimer sjovere for mig. 
Da jeg skulle skrive bachelorprojekt på studiet, fik jeg en vejleder og blev en del af en forskningsgruppe, hvilket gjorde, at jeg følte mig som en del af forskningsmiljøet på instituttet. At være en del af en forskningsgruppe giver dig mulighed for at lære en masse kemi fra ældre studerende og vejlederen. På studiet er der både bachelorprojekt, kemisk projekt og speciale, som giver mulighed for at fordybe sig i et eller flere emner, man synes, er spændende. Jeg synes, at det har været utroligt spændende at få lov til at fordybe mig i noget, jeg interesserer mig for og samtidigt lære en masse kemi.

Navnet Medicinalkemi lægger meget op til et arbejde som kemiker i lægemiddelindustrien, og det var også min drøm, da jeg startede på studiet. Igennem forskellige tiltag fra både studerende og instituttet med oplysning om, hvilke firmaer og jobmuligheder, der findes, har jeg dog fundet ud af, at blandt andet fødevareindustrien også byder på en masse spændende jobmuligheder. Nogle arrangementer har også givet mulighed for at komme i dialog med nogle af de ansatte fra forskellige firmaer, hvilket har forberedt os studerende på, hvor mange forskellige typer job til medicinalkemikere, der findes i disse firmaer.


RASMUS DJURHUUS, Cand.scient. i Medicinalkemi, Account Manager hos Agilent Technologies

Jeg fik en grundlæggende naturvidenskabelig forståelse på min bacheloruddannelse med undervisning i fysik, matematik, forskellige fysiologiske og molekylærbiologiske kurser samt både organisk og uorganisk kemi. På den måde lærte jeg om, hvad de forskellige retninger inden for medicinalkemi kan bruges til, inden jeg skulle vælge, hvilken retning jeg selv ville gå i senere på min uddannelse. Jeg var selv i tvivl om, hvad jeg ville, så det gav mig lidt ekstra tid til at sætte mig ind i de forskellige studieretninger, før jeg skulle vælge valgfag.

På min kandidatuddannelse i Medicinalkemi havde jeg en god blanding af laboratoriearbejde og tavleundervisning, og med rigtigt mange valgfag var det i høj grad op til mig selv at sammensætte uddannelsen, så jeg endte med kompetencer inden for det felt, jeg interesserede mig for. 

Det typiske job for mig som medicinalkemiker ville nok være som forsker i en medicinalvirksomhed, men man kan bruge uddannelsen til mange forskellige typer jobs, og jeg arbejder i dag som Account Manager eller sælger, om man vil. Jeg sælger laboratorieudstyr, primært kromatografiudstyr og massespektrometriudstyr, som bliver brugt i mange forskellige typer forskning, herunder på farmavirksomhederne, i fødevare- og miljøanalyser, i olieindustrien osv. Min hverdag består i at snakke med forskere og forstå deres vidt forskellige behov.

Min uddannelse på Medicinalkemi har givet mig en grundforståelse af, hvordan det er at forske, og jeg er blevet præsenteret for mange forskellige typer af kemisk og biologisk forskning, som jeg drager nytte af, når jeg snakker med kunder i mit job i dag.

Karriere

Arbejdsopgaver som færdiguddannet

Diagrammet viser fordelingen mellem de fem hyppigste arbejdsopgaver for færdiguddannede 1-2 år efter afslutningen af deres uddannelse. Tallene baserer sig på spørgeskemaundersøgelse foretaget af Epinion for Ministeriet for Forskning og Uddannelse og Aarhus Universitet i 2020.

Jobmulighederne findes overalt

Som færdiguddannet medicinalkemiker kan du arbejde i både medicinalindustrien, fødevareindustrien og inden for sundhedsvæsenet. Du kan bl.a. arbejde med udvikling og produktion af lægemidler eller fødevarer.

Du kan også blive gymnasielærer med en kandidat i Medicinalkemi. Når man læser til gymnasielærer, kræver det normalt, at man studerer 2 fag inden for gymnasierækken, f.eks. kemi i kombination med biologi, matematik eller fysik. Men som Medicinalkemistuderende kan du opnå undervisningskompetence i Kemi og Bioteknologi.