Arabisk- og islamstudier

Fokus på det moderne verdensbillede

Fakta om uddannelsen 
Undervisningssprog: Engelsk (Se sprogkrav)  | Studiested: Aarhus  |  Studiestart: August / september (ingen vinterstart)

Introduktion

Kandidatuddannelsen i Arabisk og Islamstudier handler om kultur, religion, samfund, politik og historie inden for islam og den arabiske verden. Uddannelsen fokuserer på den moderne arabiske verden og på islam og muslimer både i og uden for den arabiske verden. I løbet af uddannelsen har du sprogkurser i arabisk, så du kan arbejde bedre med både skriftlige og mundtlige arabisksprogede kilder. Du arbejder med videnskabsteori og forskellige specialemner, og du har i løbet af uddannelsen mulighed for at komme i praktik eller at tage et semester på et universitet både i Danmark eller i den arabiske verden.

Karrieremuligheder

Som kandidatuddannet i Arabisk- og islamstudier kan du arbejde med integrationsarbejde, udviklingsarbejde og internationalt samarbejde, og du kan arbejde i danske og internationale virksomheder, der har kontakt til det arabisksprogede marked. Din kandidatuddannelse giver dig eksempelvis kulturelle og sproglige egenskaber, så du kan få handelsaftaler i hus og etablere frugtbar kommunikation med den arabiske verden.

Adgangskrav

Adgang til kandidatuddannelsen i Arabisk- og Islamstudier forudsætter en relevant bestået bacheloruddannelse.

  • Adgangskravet til kandidatuddannelsens A-linje er en bestået bacheloruddannelse med Arabisk- og Islamstudier som centralt fag, eller en bacheloruddannelse bestående af et andet humanistisk fag som centralt fag og et bachelortilvalg i Arabisk- og islamstudier.
  • Adgangskravet til kandidatuddannelsens B-linje er en bacheloruddannelse bestående af Arabisk- og Islamstudier som centralt fag og et tilvalg i form af 1. del af sidefag i et andet fag.

Øvrige uddannelser, som efter universitetets vurdering i niveau, omfang og indhold svarer til ovenfor nævnte uddannelser kan give adgang til kandidatuddannelsen.

Sprogkrav

Engelsk på gymnasialt B-niveau eller tilsvarende er en forudsætning for optagelse på A-linjen.

Dansk på gymnasialt A-niveau er en forudsætning for optagelse på B-linjen.

Læs hvordan dit engelsk-niveau skal dokumenteres, hvis du ikke har en dansk gymnasial uddannelse.

 

Retskrav på optagelse

Studerende på bacheloruddannelsen i Arabisk- og islamstudier ved Aarhus Universitet har krav på optagelse på kandidatuddannelsen i Arabisk- og islamstudier, under forudsætning af at der søges om optagelse med henblik på start på kandidatuddannelsen i direkte forlængelse bacheloruddannelsens afslutning. Retskravet forudsætter, at ansøgningen modtages rettidigt af Aarhus Universitet.

Adgangsbegrænsning

Da kandidatuddannelsen i Arabisk- og islamstudier er omfattet af regeringens udspil om dimensionering, er der fra 2015 indført adgangsbegrænsning på uddannelsen. Derfor er det at have opfyldt adgangskravene ikke i sig selv en garanti for optagelse. Retskravsbachelorer er dog stadig sikret optagelse.

Udvælgelseskriterier

Såfremt der er flere kvalificerede ansøgere end studiepladser, prioriteres kvalificerede ansøgere efter et simpelt gennemsnit. Det simple gennemsnit udregnes ud fra de discipliner med gradueret bedømmelse, der på ansøgningstidspunktet er bestået på den adgangsgivende uddannelse.

Dokumentation

Læs hvilke generelle krav til dokumentation der stilles til din ansøgning.

Bemærk, at det IKKE er nødvendigt at uploade kursusbeskrivelser hverken for ansøgere med dansk eller udenlandsk adgangsgrundlag.

Uddannelsens opbygning

Studieordning

I studieordningen kan du finde yderligere oplysninger om, hvad de enkelte fag indeholder. Du kan også se studiets opbygning, og hvilke krav, der bliver stillet til dig som studerende – herunder eksamensformer og eksamenskrav.

I studiediagrammet for kandidatuddannelsen i Arabisk- og islamstudier kan du klikke på de forskellige fag og læse de enkelte fagbeskrivelser.

Profiler

På kandidatuddannelsens 3. semester vælger du én af tre forskellige profiler:

  • Profilfag
    Profilfag er tværfaglige, arbejdsmarkedsorienterede fag, som er placeret på 3. semester af alle humanistiske kandidatuddannelser. Læs mere om profilfag.
  • Udlandsophold - kan også placeres på 1. og 2. semester
    Det er oplagt at tage et semesters studieophold på et universitet i udlandet. Aarhus Universitet har aftaler med mange universiteter rundt om i verdenen, og du kan få hjælp til at komme af sted. Studieportalen Arts har samlet relevant information vedrørende udlandsophold, så kig forbi, bliv inspireret og rejs UD!
  • Projektorienteret forløb
    Det projektorienterede forløb sætter din teoretiske viden i et praktisk perspektiv, du opbygger et netværk og får erhvervserfaring. Som forberedelse til det projektorienterede forløb skal du selv formidle kontakten til den virksomhed/organisation/institution, som du ønsker at samarbejde med. Sideløbende med dit uddannelsesophold/praktikforløb følger du undervisning og/eller vejledning, og du afslutter forløbet med en opgave. Du kan læse mere om kravene i studieordningen. Du kan blandt andet finde praktikopslag på Aarhus Universitets jobbank.

Studieliv

Hverdagen på Arabisk- og islamstudier

Kandidatuddannelsen i Arabisk- og islamstudier er et fuldtidsstudie svarende til 37-40 timer om ugen, hvor du kommer til at bruge meget tid på at forberede dig til de enkelte undervisningsgange. 

På Arabisk- og islamstudier findes der mange faglige og sociale arrangementer, som du kan deltage aktivt i: 

  • Arabar: I fredagsbaren kan du mødes med dine medstuderende og hygger jer over en øl eller vand. Desuden holder Arabar fester og andre arrangementer hvert semester.
  • Orientalisten: Orientalisten er foredragsforeningen på Arabisk- og islamstudier. Et par gange i løbet af semestret afholdes der foredrag om spændende emner inden for den arabiske verden, det kan være om situationen i Palæstina og Israel, om muslimer i Indien eller om medier i den arabiske verden.
  • Fagrådet: Fagrådet er de studerendes talerør, og hver årgang vælger repræsentanter, der er med til at sikre at de studerende på Arabisk- og Islamstudier er glade og tilfredse med deres studier. Der sidder repræsentanter fra Fagrådet i Uddannelsesnævnet for Religionsvidenskab og Arabisk- og Islamstudier.

Praktik

I løbet af kandidatuddannelsen kan du komme i praktik i Danmark eller i den arabiske verden. Her kan du skabe erfaringer og kontakter til dit senere arbejdsliv. Praktikken afsluttes med en eksamensopgave. Du kan se aktuelle praktikopslag på AUs jobbank.

Udlandsophold

Du har gode muligheder for at læse et semester ved et universitet i udlandet. Aarhus Universitet har aftaler med mange universiteter i verden, og vi hjælper dig gerne med at komme af sted. Studieportalen Arts har samlet relevant information vedrørende udlandsophold, så kig forbi, bliv inspireret og rejs UD!

Følg studielivet på Aarhus Universitet

- oplevet, fotograferet og filmet af de studerende selv.

Med tusindvis af billeder giver #yourniversity dig et indblik i hverdagen som studerende på AU, i festerne, overspringshandlingerne, eksamen og alt det andet, du kommer til at bruge din studietid på.

 

Billederne er brugernes egne, delt med #Yourniversity, #AarhusUni og fagspecifikke AU-hashtags.

Karriere

Karrierevejledning

Du kan læse mere om en række karrierevejledningstilbud blandt andet arrangementer og workshops og få vejledning om beskæftigelsesmuligheder om din uddannelse hos Arts Karriere.