Aarhus Universitets segl

KLASSISK FILOLOGI

Kandidatuddannelse

Fakta om uddannelsen 
Undervisningssprog | Studiested: Aarhus  |  Studiestart: August / september (ingen vinterstart)

Introduktion

Klassisk filologi

Kandidatuddannelsen i Klassisk filologi handler om ånds- og kulturhistorie, om litterære og sproglige virkemidler og om den antikke litteraturs og civilisations betydning for senere epoker i den europæiske historie. Du læser de antikke forfatteres historiske og filosofiske tekster, komedier, tragedier og digte på originalsprogene græsk og latin. Du arbejder med græsk og/eller latinsk historie, kultur og samfundsopbygning, og du lærer at videreformidle din faglige viden både mundtligt og skriftligt til forskellige målgrupper.

Karrieremuligheder

Som kandidatuddannet i Klassisk filologi vil dit primære jobmarked være gymnasiet, hvor du, afhængigt af din fagkombination, kan undervise i oldtidskundskab, græsk, latin og almen sprogforståelse. Du kan også arbejde med formidling på kulturinstitutioner i kommunikations- og informationsbranchen, med oversættelse, projektkoordinering, konsulentarbejde og inden for HR. Du har også mulighed for at gå forskervejen og tage en ph.d.-uddannelse.    

Adgangskrav

I denne sektion kan du finde ud af, hvad der skal til for at komme ind på kandidatuddannelsen i Klassisk filologi.

De næste afsnit forklarer, hvordan du kan opfylde adgangskravene, afhængigt af om du har:

  1. Retskra​v
  2. En bacheloruddannelse, der giver direkte adgang
  3. En anden uddannelse, der kan give adgang

Du kan også finde ud af, om der er begrænsninger for, hvor mange der kan optages på uddannelsen, og hvilke sprogkrav der gælder.

1. Retskrav

Følgende bacheloruddannelse giver dig retskrav på optagelse på kandidatuddannelsen i Klassisk filologi:

  • Bacheloruddannelsen i Klassisk filologi fra Aarhus Universitet
  • Bacheloruddannelsen i Græsk fra Aarhus Universitet
  • Bacheloruddannelsen i Latin fra Aarhus Universitet

Retskrav betyder, at du har ret til at blive optaget på den kandidatuddannelse, der bygger oven på den bacheloruddannelse, som du har gennemført ved samme universitet. Det kræver dog, at du søger om optagelse senest tre år efter gennemført bacheloruddannelse.

Læs mere om retskrav

2. Bacheloruddannelser der giver direkte adgang

Hvis du har en af de følgende bacheloruddannelser, opfylder du adgangskravene til A-linjen:

  • Bacheloruddannelse i Klassisk filologi fra Aarhus Universitet
  • Bacheloruddannelse med 135 ECTS i Klassisk filologi med et bachelortilvalg på 45 ECTS fra Aarhus Universitet
  • Bacheloruddannelse med 135 ECTS i Græsk med et bachelortilvalg på 45 ECTS fra Aarhus Universitet
  • Bacheloruddannelse med 135 ECTS i Latin med et bachelortilvalg på 45 ECTS fra Aarhus Universitet


Hvis du har en af de følgende bacheloruddannelser, opfylder du adgangskravene til B-linjen:

  • Bacheloruddannelse med 135 ECTS i Klassisk filologi med et gymnasierettet bachelortilvalg (45 ECTS)
  • Bacheloruddannelse med 135 ECTS i Græsk med et gymnasierettet bachelortilvalg (45 ECTS)
  • Bacheloruddannelse med 135 ECTS i Latin med et gymnasierettet bachelortilvalg (45 ECTS)

3. Andre uddannelser der kan give adgang

Udover de bacheloruddannelser, som allerede er vurderet til at give adgang til denne uddannelse, kan der også være andre uddannelser, der opfylder adgangskravene afhængigt af fagsammensætningen og vægtningen af dine kurser.

Du kan få adgang til kandidatuddannelsen, såfremt universitetet vurderer, at din uddannelse har et niveau, omfang og indhold, som svarer til de faglige krav, der angives herunder.

Du kan opfylde adgangskravet til A-linjen med en anden uddannelse, hvis du har følgende fagområder:  ECTS-krav
Moduler med læsning af latinsk og/eller klassisk græsk originaltekst  60
Moduler i latinsk og/eller klassisk græsk sprogkundskab  10
Moduler i klassisk arkæologi  10
I alt 80
Du kan opfylde adgangskravet til B-linjen med en anden uddannelse, hvis du har følgende fagområder:   ECTS-krav
Moduler med læsning af latinsk og/eller klassisk græsk originaltekst  60
Moduler i latinsk og/eller klassisk græsk sprogkundskab  10
Moduler i klassisk arkæologi  10
Gymnasierettet bachelortilvalg  45
I alt 125

Vi kan ikke på forhånd vurdere, om netop din uddannelse vil opfylde ovenstående krav. Vi vil derfor anbefale dig at søge ind på uddannelsen, hvis du selv vurderer, at du opfylder fagkravene. Det er i den forbindelse en god ide at sammenligne din uddannelse med de direkte adgangsgivende uddannelser.


Adgangsbegrænsning

Der er adgangsbegrænsning på denne kandidatuddannelse.

Adgangsbegrænsning vil sige, at der er et begrænset antal studiepladser på uddannelsen. Der vil således blive prioriteret blandt de kvalificerede ansøgere ud fra nogle faste udvælgelseskriterier (se nedenfor).

Dette betyder, at det ikke i sig selv er en garanti for optagelse at have opfyldt adgangskravene. Hvis du har retskrav, er du dog garanteret en plads på uddannelsen. 


Udvælgelseskriterier

Hvis der er flere kvalificerede ansøgere end ledige studiepladser, lægges der vægt på følgende kriterier ved udvælgelsen (hvert kriterie vægter 1/3):

  1. Karakterniveau fra adgangsgivende uddannelse   

  2. Opnåede karakterer i relevante fagområder:

    • Fagelementer med læsning af latinsk og/eller klassisk græsk originaltekst 

    • Latinsk og/eller klassisk græsk sprogkundskab 

    • Fagelementer indenfor klassisk arkæologi 

Vær opmærksom på, at karakterer opnået efter ansøgningsfristen ikke er inkluderet i karakterniveauet.  

  1. Relevante fagområder (målt i ECTS). I denne vurdering indgår ikke ECTS, som er en del af adgangskravene beskrevet under ’Andre uddannelser der kan give adgang’.

    • Fagelementer med læsning af latinsk og/eller klassisk græsk originaltekst 

    • Latinsk og/eller klassisk græsk sprogkundskab 

    • Fagelementer indenfor klassisk arkæologi

Sprogkrav

Du skal kunne dokumentere, at du har danskkvalifikationer svarende til Dansk A-niveau (Dansk A) i den danske gymnasieskole.
Læs mere om opfyldelse af Dansk A, hvis ikke du har en dansk gymnasial uddannelse. 

FigurDu skal desuden kunne dokumentere, at du har engelskkvalifikationer svarende til dansk gymnasialt B-niveau. Hvis du har retskrav på optagelse (se ovenfor), er du ikke omfattet af denne regel. 
Læs hvordan dit engelsk-niveau skal dokumenteres, hvis du ikke har en dansk gymnasial uddannelse


Uddannelsens opbygning

Studieordninger

Som studerende er det vigtigt at vide, hvad rammerne er for dit fag, dvs. hvad indeholder det, hvordan er det opbygget, og hvilke krav bliver stillet til dig som studerende.

Den information finder du i studieordningen, hvor du bl.a. kan læse om indhold og opbygning, eksamensformer og eksamenskrav.

Se studieordning for:

Undervisningssprog

Uddannelsen er godkendt med dansk som udbudssprog. Udbudssproget er det sprog, der som udgangspunkt undervises i på uddannelsen. Aarhus Universitet har et internationalt forskningsmiljø og tiltrækker dygtige forskere fra hele verden, så du skal være opmærksom på, at dele af undervisningen kan være på engelsk, og at der desuden ofte vil forekomme undervisningsmateriale på engelsk.

Kig i kursuskataloget for at se undervisningssproget for de enkelte kurser. 

I studiediagrammet for kandidatuddannelsen i Klassisk filologi kan du klikke på de forskellige fag og læse de enkelte fagbeskrivelser.

Linjer og profiler

Linjer

På kandidatuddannelsen i Klassisk filologi vælger du én af følgende linjer:

  • A-linjen, som består af 2 års studier i Klassisk filologi.
  • B-linjen, som indeholder 1 1/4 års studier i Klassisk filologi kombineret med 3/4 års studier i et andet fag inden for gymnasiets fagrække. Denne linje er for dem, der har haft enten græsk eller latinsk specialisering på deres bacheloruddannelse i Klassisk filologi eller læst en bacheloruddannelse i Latin eller Græsk og har læst bachelortilvalg (45 ECTS).

Profiler

På kandidatuddannelsens 3. semester vælger du én af tre forskellige profiler:

  • Profilfag 
    Profilfag er tværfaglige, arbejdsmarkedsorienterede fag, som er placeret på 3. semester af alle humanistiske kandidatuddannelser. Læs mere om profilfag.   
  • Udlandsophold - kan også placeres på 1. og 2. semester
    Det er oplagt at tage et semesters studieophold på et universitet i udlandet. Aarhus Universitet har aftaler med mange universiteter rundt om i verden, og du kan få hjælp til at komme af sted. Studieportalen Arts har samlet relevant information vedrørende udlandsophold, så kig forbi, bliv inspireret, og rejs UD!
  • Projektorienteret forløb
    Det projektorienterede forløb sætter din teoretiske viden i et praktisk perspektiv, du opbygger et netværk og får erhvervserfaring. Som forberedelse til det projektorienterede forløb skal du selv formidle kontakten til den virksomhed/organisation/institution, som du ønsker at samarbejde med. Sideløbende med dit uddannelsesophold/praktikforløb følger du undervisning og/eller vejledning, og du afslutter forløbet med en opgave. Du kan læse mere om kravene i studieordningen. Du kan blandt andet finde praktikopslag på Aarhus Universitets jobbank.

Studieliv

Dagligdagen på Klassisk filologi

På kandidatuddannelsen i Klassisk filologi møder du et lille og hyggeligt studiemiljø, hvor du kommer til at være tæt sammen med dine medstuderende både fagligt og socialt på tværs af årgange og studieretninger. På uddannelsen findes forskellige udvalg og foreninger. Symposion er Klassisk filologis fælles fest- og fredagsbarsforening. I Fagudvalget kan du involvere dig i det faglige, sociale og politiske liv på universitetet. Tidsskriftet Vox Populi er et fagblad, hvor både undervisere, forskere og studerende deler ud af deres nyeste opdagelser om den græsk-romerske antik.

Mød en studerende

Pernille Borch Petersen, kandidatstuderende Klassisk filologi

Jeg er meget glad for, at man i så høj grad selv bestemmer, hvad ens kandidatuddannelse består af. Man bliver ikke holdt ret meget i hånden, og på den måde lærer man selv at koordinere sin tid, og eksaminernes emner kan tilrettelægges af dig som studerende, så du har virkelig gode muligheder for at specialisere dig inden for det felt, du interesserer dig for.

8 timers læsning dagligt

Jeg bruger omkring otte timer om dagen på læsning, og det er virkelig rart, at der altid er nogle medstuderende, jeg kan snakke fagligt og hyggesnakke med. En typisk studiedag starter som regel ved et skrivebord med en ordentlig stak bøger. Senere på dagen er der måske undervisning, hvor jeg også kan sparre med andre studerende og ikke mindst underviserne. Man skal kunne lide at sidde og fordybe sig uden nødvendigvis at få ret meget undervisning. Der stilles forholdsvis store krav til ens arbejdsmoral, men man lærer så til gengæld at arbejde selvstændigt og strukturere ens uddannelse og læsning.

Praktik og job under studierne

Der er rigtig gode muligheder for praktik på kandidatuddannelsen. Der er aftaler med forskellige gymnasier, hvis man ønsker gymnasiepraktik, og ellers har man frihed til selv at finde et praktiksted, hvor man har interesse i at være. Jeg arbejder på et akademisk tidsskrift ved siden af studierne. Her arbejder jeg med emner inden for antikken og middelalderen, så det er rigtig relevant for min uddannelse. Her lærer jeg også at redigere artikler skrevet af professorer fra hele verden, så jeg får et godt indblik i, hvordan man konstruerer et gyldigt akademisk argument, og hvordan forskning kan formidles. 

#Yourniversity

- Følg studielivet på Aarhus Universitet

Billederne er brugernes egne, delt med #Yourniversity, #AarhusUni og fagspecifikke AU-hashtags.

Karriere

Kandidat i job

 anne bisgaard vase

Anne Bisgaard Vase, gymnasielærer på Odder Gymnasium, foto: Jesper Rais

Hver dag får jeg lov til at formidle viden om det fag, jeg brænder for. Som gymnasielærer underviser jeg i fagene græsk, latin, tysk, oldtidskundskab og almen sprogforståelse i både 1g, 2g og 3g. På en typisk dag underviser jeg mellem 1 og 4 lektioner à 70 minutter, og derudover har jeg ofte møder med kollegaer eller forskellige udvalg på skolen. Når jeg ikke underviser, forbereder jeg de næste dages undervisning og retter opgaver. 

Bruger specialet i undervisningen

Jeg skrev speciale om moderne identitetsteori anvendt på romersk digtning, og det har faktisk vist sig at være meget anvendeligt i mit arbejde som gymnasielærer, hvor man hele tiden skal trække linjer frem og tilbage i for eksempel litteratur- og mentalitetshistorien. 

Karrierevejledning

Du kan læse mere om en række karrierevejledningstilbud blandt andet arrangementer og workshops og få vejledning om beskæftigelsesmuligheder om din uddannelse hos Arts Karriere. Du kan også danne dig et overblik over mulige jobs med en kandidat i Klassisk filologi i Arts Karrieres karrierekatalog.