FILOSOFI

Introduktion

Udforsker grænserne for, hvad der kan vides, tænkes og forstås

Kandidatuddannelsen i Filosofi handler om fordybelse i filosofiske emner, og du lærer at argumentere sammenhængende, udarbejde løsninger på problemer og tage kritisk og velbegrundet stilling til etiske problemer og dilemmaer. Kernen i kandidatuddannelsen er laboratoriet, hvor du sammen med undervisere og ph.d.-studerende arbejder med filosofi på en forskningsorienteret måde. Dit studieår indledes med et fælles symposium, hvor du sammen med dine medstuderende arbejder med et fælles tema som eksempelvis frihed, selvet, ansvar eller anerkendelse, som belyses ud fra forskellige faglige tilgange. Du kan via profilfag sammensætte uddannelsen, så den passer til netop dine interesser inden for filosofien.

Karriere

Som kandidatuddannet i Filosofi kan du arbejde som underviser på gymnasier, højskoler og andre uddannelsesinstitutioner. Du kan arbejde i mange forskellige brancher, hvor dit kendskab til kategoriseringer, systematik, logik og formidling kan komme i spil. Det kan eksempelvis være inden for kommunikation, vejledning og projektledelse eller inden for IT-branchen. Du har også mulighed for at fortsætte dine studier i form af en ph.d.-uddannelse.

Adgangskrav

En kandidatuddannelse i filosofi vægter 2 årsværk (120 ECTS) og opdeles i tre linjer, som har forskellige adgangskrav.

A-linjen

A-linjen består i to års studier i Filosofi.

Adgangskravet til kandidatuddannelsens A-linje er en bestået bacheloruddannelse med hovedvægt på filosofi, eksempelvis bacheloruddannelserne i filosofi fra Aarhus Universitet, Københavns Universitet eller Syddansk Universitet eller bacheloruddannelsen i idéhistorie fra Aarhus Universitet.

Desuden giver en bachelorgrad i et humanistisk fag kombineret med et tilvalg i Humanistisk organisationsudvikling efter 2010-studieordningen, hvor gennemsnittet af tilvalgets graduerede discipliner er mindst 7, adgang til kandidatuddannelsen i filosofi.

B-linjen

B-linjen indeholder 75 ECTS i Filosofi kombineret med 45 ECTS i et andet fag inden for gymnasiets fagrække.

Adgangskravet til kandidatuddannelsens B-linje er en bestået bacheloruddannelse med 135 ECTS i Filosofi og et bachelortilvalg på 45 ECTS i et andet fag inden for gymnasiets fagrække.

Adgangsgivende bacheloruddannelser til B-linjen er bacheloruddannelserne i Filosofi fra Aarhus Universitet, Københavns Universitet, Syddansk Universitet med 45 ECTS tilvalg inden for gymnasieskolens fagrække.

C-linjen udbydes ikke længere

Fra og med sommeren 2017 udbydes C-linjen på kandidatuddannelsen i Filosofi ikke længere. Du kan læse om, hvilken kandidatuddannelse din bachelorgrad giver retskrav til på de enkelte uddannelsessider eller i kandidatuddannelsens studieordning. På kandidat.au.dk kan du også orientere dig om, hvilke uddannelser dit tilvalg eventuelt er adgangsgivende til.

Sprogkrav

Begge linjer kræver dansk på A-niveau eller tilsvarende.

På A-linjen kan endvidere optages studerende med udenlandsk adgangsgrundlag, som optages med henblik på at følge kurser udbudt på engelsk. Kravet om dansk på A-niveau bortfalder for ansøgere med udenlandsk adgangsgrundlag og erstattes af krav om B-niveau eller tilsvarende i engelsk.

Læs hvordan dit engelsk-niveau skal dokumenteres, hvis du ikke har en dansk gymnasial uddannelse

Retskrav på optagelse

Studerende på bacheloruddannelsen i filosofi ved Aarhus Universitet har krav på optagelse på kandidatuddannelsen i filosofi, under forudsætning af at der søges om optagelse med henblik på start på kandidatuddannelsen i direkte forlængelse bacheloruddannelsens afslutning. Retskravet forudsætter, at ansøgningen modtages rettidigt af Aarhus Universitet.

Adgangsbegrænsning

Da kandidatuddannelsen i filosofi er omfattet af regeringens udspil om dimensionering, er der fra 2015 indført adgangsbegrænsning på uddannelsen. Derfor er det at have opfyldt adgangskravene ikke i sig selv en garanti for optagelse. Retskravsbachelorer er dog stadig sikret optagelse.

Udvælgelseskriterier

Såfremt der er flere kvalificerede ansøgere end studiepladser, prioriteres kvalificerede ansøgere efter et simpelt gennemsnit. Det simple gennemsnit udregnes ud fra de discipliner med gradueret bedømmelse, der på ansøgningstidspunktet er bestået på den adgangsgivende uddannelse.

 

 

 

Uddannelsens opbygning

Studieordning

Som studerende er det vigtigt at vide, hvad rammerne er for dit fag, dvs. hvad indeholder det, hvordan er det opbygget og hvilke krav bliver stillet til dig som studerende. Den information finder du i studieordningen, hvor du bl.a. kan læse om indhold og opbygning, eksamensformer og eksamenskrav:

I studiediagrammet for kandidatuddannelsen i Filosofi kan du klikke på de forskellige fag og læse de enkelte fagbeskrivelser.

 

Linjer og profiler

Linjer

Kandidatuddannelsen i Filosofi bygger på fire forskellige linjer:

  • Epistemologi, metafysik og kognitionsfilosofi
  • Idealisme og postidealisme
  • Etik, retsfilosofi og politisk filosofi
  • Videnskab, teknologi og samfund

Opdelingen svarer til den måde filosofiafdelingens forskning er organiseret på. Du har på Filosofi gode muligheder for forskningsmæssig fordybelse og specialisering, og du får en skarp bevidsthed om, hvordan filosofi kan praktiseres i kontekster uden for universitetet.

Profiler
Du vælger din profil på 3. semester

På kandidatuddannelsens 3. semester vælger du én af tre forskellige profiler:

  • Projektorienteret forløb
    Det projektorienterede forløb sætter din teoretiske viden i et praktisk perspektiv, du opbygger et netværk og får erhvervserfaring. Som forberedelse til det projektorienterede forløb skal du selv formidle kontakten til den virksomhed/organisation/institution, som du ønsker at samarbejde med. Sideløbende med dit uddannelsesophold/praktikforløb følger du undervisning og/eller vejledning, og du afslutter forløbet med en opgave. Du kan læse mere om kravene i studieordningen. Du kan blandt andet finde praktikopslag på Aarhus Universitets jobbank.

Studieliv

En typisk uge på Filosofi

Mandag:

Kl. 9-12 Forberedelse
Kl. 13-16 Læsegruppearbejde

Tirsdag:

Kl. 9-12 Forelæsning: Seminarundervisning på Spor A, B, C eller D (tilknyttet Sporprøve 1)
Kl. 13-16 Forberedelse

Onsdag:
Kl. 9-12 Læsegruppearbejde
Kl. 13-16 Forberedelse

Torsdag:
KL. 9-11 Forberedelse
Kl. 11-14 Forelæsning: Seminarundervisning på Spor A, B, C eller D (tilknyttet Diciplinprøve 1)
Kl. 14-16 Læsegruppearbejde

Fredag:
Kl. 9-12 Holdundervisning: Laboratorium på spor A, B, C eller D (tilknyttet Sporprøve 1)
kl. 13-15: Forskningsseminar på spor A, B, C eller D (ca. hver tredje uge)

Dagligdagen på Filosofi

Du får din daglige gang i Nobelparken, som er samlingspunkt for mange af de humanistiske uddannelser på Aarhus Universitet. Der er en lang række studieaktiviteter, du kan tage del i, mens du studerer Filosofi:

  • Fagudvalget for Filosofi er et aktivt fagudvalg, hvor du kan diskutere det faglige indhold i uddannelsen og bidrage til studiets videre udvikling.
  • Filosofisk Studenter Kollokvium er en studenterdrevet foredragsforening, der har til formål at skabe et åbent, fagligt forum, som giver dig mulighed for at afprøve filosofiske idéer foran interesserede medstuderende. Der er foredrag næsten hver fredag udenfor eksamens- og ferieperioder.
  • FKK - Filosofisk Klassiker Klub er en samling af studiekredse for filosofistuderende, der ønsker at læse filosofiske værker i deres fulde.
  • Filosofisk Forening er en foredragsforening drevet af undervisere fra Filosofi. Hvert semester arrangeres en række aktuelle filosofiske foredrag.
  • Doxa er navnet på de filosofistuderendes blad. Bladet udgives to gange hvert semester, og her kan du følge med i filosofiske diskussioner eller selv komme med indlæg.
  • Semikolon er et tidsskrift for Filosofi, Idéhistorie og Semiotik, drevet af studerende.
  • Philosophia er et forlag, som drives af undervisere og studerende på Filosofi.
  • Eliten er de studerendes egen filmklub, som hvert semester udsender et program. Her er der mulighed for at se film, som er alt andet end mainstream.
  • Fredagsbaren Panta Rei er Idéhistories og Filosofis sociale samlingspunkt, hvor der er åbent hver fredag uden for ferie- og eksamensperioder.

Mød en studerende

Nilaus Christiansen, kandidatstuderende på Filosofi

Jeg er glad for den store frihed i forhold til de emner, man gerne vil beskæftige sig med på Filosofi. Og så er det spændende, at man får mulighed for at snuse til, hvad det vil sige at forske inden for filosofi. En normal studiedag starter som regel med 2-3 timers seminarundervisning. Underviseren vil normalt holde et kortere eller længere oplæg om teksterne og emnet for dagen. Herefter diskuterer vi emnet og teksterne på holdet sammen med underviseren. På den måde hjælper diskussionen og gennemgangen af teksterne dem, der skriver opgave om emnet.

Engagement på studiet

Der er rigtig gode muligheder for at engagere sig i instituttet og filosofien ved siden af den obligatoriske undervisning. Jeg og flere andre studerende har blandt andet været med i en læsegruppe, som var arrangeret af nogle af underviserne på instituttet. Det at underviserne og de ph.d.-studerende engagerer sig i studiemiljøet giver en god faglig stemning, da der ikke kommer et skarpt skel mellem de forskellige grupper. Det er specielt tydeligt i seminarundervisningen, hvor underviseren og de studerende sammen i en gruppe diskuterer emnet og teksterne.

Mit bedste råd til kommende kandidatstuderende på Filosofi

Jeg vil virkelig råde kommende studerende til at tænke over, hvad uddannelsen skal bruges til fremadrettet. Hvad vil du gerne, når du bliver færdig, og vælg så dine fag ud fra det. Filosofi er meget bredt og fører ikke til et bestemt job, så derfor skal man selv aktivt forme sin uddannelse i retning af det, man gerne vil. Hvis man vil have noget ud af uddannelsen, kræver det også noget af en selv i form af stillingtagen til ens mål for uddannelsen. Der kommer ikke nogen og holder dig i hånden og fortæller dig hvilke lektier, du skal lave.

#Yourniversity

- oplevet, fotograferet og filmet af de studerende selv.

Med tusindvis af billeder giver #yourniversity dig et indblik i hverdagen som studerende på AU, i festerne, overspringshandlingerne, eksamen og alt det andet, du kommer til at bruge din studietid på.

 

Billederne er brugernes egne, delt med #Yourniversity, #AarhusUni og fagspecifikke AU-hashtags.

Karriere

Arbejdsopgaver som færdiguddannet

Data er indsamlet via AU’s beskæftigelsesundersøgelse 2013/2014. Data repræsenterer ikke et udtømmende billede af den pågældende uddannelses arbejdsmarked og alumnernes arbejdsopgaver, men giver udelukkende et billede baseret på undersøgelsens respondenter de pågældende år.

Kandidat i job

Ulrik Lehrskov-Schmidts, virksomhedsleder

Jeg ejer og driver en konferencevirksomhed, der leverer daglige nyheder, analyser, oversigter og forskellige former for events og netværksarrangementer til ledelsessegmentet indenfor den danske ejendomsbranche. Jeg arbejder cirka halvdelen af tiden i Danmark og halvdelen af tiden udlandet. På en typisk arbejdsdag står jeg op kl. 7 og går direkte i gang med at læse mails. Fra min e-mail koordinerer jeg så de forskellige projekter, jeg har i gang. Når telefontiden starter i Danmark (jeg er ofte i en anden tidszone), så tager jeg de nødvendige opkald, enten til kunder eller samarbejdspartnere. Fra 16-19 dansk tid har jeg typisk møder, hvis der er ting, der ikke kunne ordnes via mail.

Filosofien bruger jeg hver dag som virksomhedsleder

Jeg vidste intet om ejendomsbranchen, så det var rent og skært intellektuelt vovemod, at jeg stolede på, at jeg som kandidatuddannet i Filosofi kunne sætte mig ind i hvad som helst. Jeg bruger filosofien til at analysere alt fra udsagn til beslutningsprocesser til at overveje den grundlæggende mening med byggeri. Jeg bruger det til at stille et overordnet konceptuelt spørgsmål til et oplæg om syntetiske finansieringsinstrumenter (som jeg ved meget lidt om), fordi jeg er i stand til at se det i en større kausal sammenhæng. Jeg bruger etikken som leder. Og jeg bruger fænomenologien og eksistentialismen til at holde de nødvendige samtaler med mig selv om hvilken retning, jeg vil tage mit liv og min virksomhed i. På Filosofi havde jeg en forkærlighed for videnskabsfilosofi og epistemologi. Jeg var også glad for de små, intense forløb med meget diskussion.

Filosofi tager aldrig til takke

Filosofi, mener jeg, er moderen til alle andre fag, fordi det altid stiller de grundlæggende spørgsmål og aldrig tager til takke med hverken tradition, ekspertudsagn, cirka, hvem ved eller dum relativisme. Jeg vil helt klart råde studerende på Filosofi til aldrig at gøre det halvhjertet. Filosofi på AU kan være en af de kedeligste, mindst givtige uddannelser overhovedet, hvis man bare møder op til sine fag, snakker med sine tre nærmeste venner og prøver at bestå sine eksamener. Vær sulten i stedet. Insistér på at få nogle af svarene på de store spørgsmål, du utvivlsomt mødte op med første dag. Engagér dig i alt: fredagsbar, fagudvalg, forlag, læsegrupper. Kast dig ud i det.

Karrierevejledning

Du kan læse mere om en række karrierevejledningstilbud blandt andet arrangementer og workshops og få vejledning om beskæftigelsesmuligheder om din uddannelse hos Arts Karriere.