24, Horsens
Erhvervsøkonomi og erhvervsret, 2. semester
BA i Erhvervsøkonomi og erhvervsret, Aarhus Universitet
I gymnasiet var jeg i tvivl om, hvilken retning jeg skulle vælge, indtil jeg indså, at det vigtigste var at tage udgangspunkt i mine egne interesser. Jura har altid fascineret mig, mens interessen for økonomi opstod gennem et valgfag i gymnasiet. Længe troede jeg, at jeg var nødt til at vælge det ene frem for det andet, indtil jeg opdagede HA (jur.), en uddannelse, der forener begge fagområder.
Jeg deltog i flere informationsarrangementer, som gav mig et klart billede af uddannelsen og bekræftede, at det var det rette valg. I dag læser jeg kandidat, hvor jeg fortsat kombinerer jura og økonomi – en retning, der både udfordrer og motiverer mig, og som passer til mine interesser og ambitioner.
Min hverdag er primært centreret omkring forelæsninger på BSS, som suppleres af workshops, studiecaféer og holdundervisning – lidt som man kender det fra gymnasiet. Udover selve undervisningen skal jeg forberede tekster og opgaver, og indimellem er der afleveringer, som kræver ekstra fordybelse.
Ved siden af studiet arbejder jeg med arbejds- og ansættelsesret i en arbejdsgiver- og erhvervsorganisation, hvor jeg får mulighed for at omsætte teori til praksis og samtidig opbygge værdifuld erhvervserfaring. Kombinationen af studie og arbejde giver mig et godt indblik i, hvordan det, jeg lærer i undervisningen, fungerer i praksis, og skaber en god dynamik i hverdagen.
Min største udfordring er ofte mine egne høje forventninger, men jeg har lært, at man ikke kan mestre alt fra dag ét, og at hjælp altid er tilgængelig. Derfor prioriterer jeg at finde en balance mellem studie, arbejde og sociale aktiviteter, hvor pauser og tid med venner giver mig ny energi.
Vil du vide mere om uddannelsens specifikke adgangskrav?
Har du spørgsmål om adgangskrav og optagelse?