Aarhus Universitets segl

Spørg Helene

Helene

24, Egå

International Economic Consulting (cand.merc.iec), 2. semester

BA i Erhvervsøkonomi med tilvalg, Aarhus Universitet

Spørg mig om:

  • Hvordan strukturerer man sit studieliv
  • Hvordan valgte jeg uddannelse
  • Søge kandidat uden retskrav
  • Økonomi og SU
  • Faglighed og forventninger

At vælge

Da jeg gik i folkeskole, vidste jeg at jeg skulle være lærer. Da jeg gik i gymnasiet, var det spindoktor. Da jeg havde sabbatår, var det drømmen at forske i demens. Da jeg skulle vælge videregående uddannelse, vidste jeg meget lidt om hvad jeg skulle.  Først nu, godt inde i universitetslivet, har jeg lært at jeg ikke rigtig ved så meget. De valg jeg har truffet, har ofte været lige på dørtærsklen. Ikke på uoplyst grundlag, da jeg altid har sat mig ind i mine muligheder, men netop fordi der er så mange muligheder jeg har fundet interessante - og fortsat gør.

Jeg læser pt. en kandidat (cand.merc) i ’International Economic Consulting’; en kombination af kvantitativ metode, makroøkonomi og mikroøkonomi. Forhåndsvis gik jeg på Erhvervsøkonomi med tilvalg; en tværfaglig og bred uddannelse der gav mig mulighed for at afprøve et tilvalg. Jeg havde ikke retskrav til den cand.merc jeg pt. går på, så jeg skulle også forholde mig til hvad jeg ellers ville prioritere. Generelt har jeg undervejs erfaret at den bedste måde at træffe valg på, er ved at spørge omkring sig og finde ro i, at man langt fra er alene. Ikke blot inden studievalg, men også undervejs.

Min hverdag

Jeg har altid fundet megen tryghed i både mit faglige og sociale liv. I slutningen af første semester var jeg dog ved at kløjs i kaffeaftaler, afleveringer, strikkedates, eksamensforberedelser, gåture, mm. Jeg troede fejlagtigt at den mest udfyldte kalender naturligvis måtte være den mest effektive, hvorfor jeg forsøgte at presse så meget ind som muligt. Det resulterede dog hverken i særligt hyggelige aftaler eller effektivt fagligt udbytte, for jeg havde kørt mig selv helt flad. Det lærte jeg meget af og har nu fundet ro i at vide, at pauser også er produktive! Det er helt i orden ikke at have være velforberedt til hver eneste forelæsning og der skal være plads til at holde fri. Jeg lærte også at mange åbenbaringer først kommer i eksamensperioden, hvor man får tid til at fordybe sig og sætte sig bedre ind i stoffet.

Selvom jeg fortsat går meget op i at dygtiggøre mig fagligt, så skal der også være plads til pauserne undervejs. Du skal nok nå at blive færdig med det hele i sidste ende! 


Mine råd

  1. Du træffer det gode kandidatvalg på samme måde som valget af universitetsuddannelse; udnytte AU’s tilbud! Jeg tog til AU’s kandidatmesse og det åbnede mine øjne for en helt anden retning end jeg først havde bestemt.
  2. Forvent ikke at du altid kan følge med fagligt - man går der for at lære, hvorfor man er nødt til at hvile i at det nok skal komme undervejs. Sæt realistiske krav og lad der være plads til at fejle undervejs.
  3. Planlæg dine uger - så sikrer du at finde tid til både studie, arbejde og fritid! Jeg var selv lidt længe om at finde ud af, at man godt kan have fuldtidsstudie og et socialt liv ved siden af, uden at køre sig selv træt i processen. 

Fun facts om mig

  • Jeg har sprunget i faldskærm og bungeejumpet
  • Jeg har ingen stedsans, men elsker at vandre
  • Jeg masseproducerer strik til familie og venner

Vil du vide mere om uddannelsens specifikke adgangskrav?

Har du spørgsmål om adgangskrav og optagelse?