Aarhus Universitets segl

Spørg Emma B.

Emma B.

23, Frederikshavn

Digital Design

BA Digital Design, Aarhus Universitet

Spørg mig om:

  • Hvordan det er at gå direkte videre (fra det hele)
  • Gode overspringshandlinger
  • Struktur i studieliv og hverdag
  • Balancen mellem studie/studiejob/socialt liv
  • Overkomme de tårnhøje forventninger (til sig selv)

For ung til det hele

Jeg er gået direkte fra folkeskolen til gymnasiet til bacheloren til kandidaten. Det betyder også, at jeg konsekvent er en af de yngste, hvis ikke den yngste, på mit hold. Og i lang tid føltes det som om, jeg skulle kæmpe mere for at blive taget seriøst (det har heldigvis ændret sig). Jeg har også ofte overvejet, om det var en fejl ikke at tage et sabbatår. Men jeg kommer hver gang frem til, at jeg ville være kørt død i det, fordi jeg bare gerne ville starte på det næste. Jeg gjorde det ikke, fordi jeg skulle, jeg gjorde det, fordi jeg oprigtigt glædede mig til at begynde. Så lad ikke din alder være en stopklods.

Ude godt, hjemme bedst

Det kan virke som ”den nemme løsning” at fortsætte direkte på den kandidat, man har retskrav på, men jeg synes nu alligevel, at vejen hertil var en rutsjebanetur. Det meste af bacheloren havde jeg tænkt, at jeg selvfølgelig bare fortsatte direkte på kandidaten. På 4. semester begyndte jeg for alvor at overveje, om jeg ville læse en kandidat direkte eller tage et år fra. Og i lang tid var det planen, at jeg skulle tage en pause fra studie. Undervejs på 5. semester ramte tanker som ”jeg ved ikke engang, hvad jeg skal bruge min tid på””hvordan får jeg økonomien til at hænge sammen?””hvad hvis jeg ikke begynder igen?””det bliver også svært at komme tilbage på SU, hvis jeg har vænnet mig til mere” og ”jeg vil gerne læse med mine veninder”. Så kommer de forskellige kandidatdage, og jeg forelskede mig mere og mere i de fag, der ventede på kandidaten, samtidig med, at de andre kandidatuddannelser jeg havde overvejet, ikke længere interesserede mig. Jeg står igen med en følelse af, at jeg er havnet det helt rigtige sted, og studieglæden er mindst lige så stor, som da jeg søgte ind på bacheloren i sin tid.


Mine råd

  1. Overvej, hvad alternativet er. Hvis du er i tvivl, så overvej, hvad alternativet er. Hvilken hverdag lyder mest tiltalende lige nu? Og husk du ikke kan vælge forkert - worst case finder du hurtigt ud af, at det ikke var noget for dig, og så finder du noget andet at lave. Lyt til din mavefornemmelse. Det lyder måske lidt kliché, men det er fordi der er noget om snakken.
  2. Undersøg fagene. Uanset om du er sikker på dit valg af kandidat eller ej, så undersøg fagene – lyder de som noget for dig? Lyder det spændende? Kan du se dig selv sidde med det til hverdag? Du behøver ikke nikke til alle fag, men til nok af dem til du stadig glæder dig til at starte.
  3. Kend fristerne. Ikke fordi du skal memorere dem, men skriv de forskellige frister ned. Der er mange, og man glemmer dem nemt - især når man har meget andet omkring sig.

Fun facts om mig

  • Hvert semester prøver jeg at læse forud, og hvert semester holder det kun to-tre uger.
  • Jeg er et meget struktureret menneske; dvs. lige indtil jeg læser op til/skriver eksamen.
  • Kaffe, øl og rødvin er ikke lige mig – men jeg har intet problem med at spise en Hawaii-pizza.
  • Jeg er virkelig dårlig til at koge ris.
  • Jeg går lige så meget op i Halloween som de fleste gør i jul.

Vil du vide mere om uddannelsens specifikke adgangskrav?

Har du spørgsmål om adgangskrav og optagelse?