24, Aarhus
ITKO - it, kommunikation og organisation
BA Informationsvidenskab, Aarhus universitet
Cecilie
24, Aarhus
ITKO - it, kommunikation og organisation
BA Informationsvidenskab, Aarhus universitet
Vil du vide mere om uddannelsens specifikke adgangskrav?
Har du spørgsmål om adgangskrav og optagelse?
Da jeg skulle søge bacheloruddannelse, havnede jeg ved et tilfælde på Informationsvidenskab. Selvom jeg i perioder har tvivlet på, om jeg har valgt rigtigt, blev jeg generelt rigtig glad for studiet og befandt mig godt i krydsfeltet mellem IT og humaniora. Da jeg skulle vælge kandidatuddannelse, var det derfor på mange måder oplagt at vælge mit retskrav og læse kandidaten i Informationsvidenskab. Alligevel var jeg fristet af tanken om at prøve noget nyt, og jeg undersøgte alle de muligheder, jeg havde i forbindelse med kandidatvalg. Efter mange overvejelser faldt valget på IT, Kommunikation og Organisation, som jeg søgte som førsteprioritet. Min andenprioritet var Informationsvidenskab, og begge studier ville jeg have været glad for at læse. Jeg valgte at søge noget andet end mit retskrav for at prøve noget nyt - et nyt fakultet, nye mennesker og en ny måde at være studerende på. Derudover tiltalte IT, Kommunikation og Organisation mig ved at virke mere praktisk orienteret end Informationsvidenskab med blandt andet virksomhedssamarbejde og nogle mere tekniske kurser. Jeg kan godt stadig blive i tvivl, om jeg har taget det rigtige valg, men jeg er sikker på, at jeg kunne være blevet glad for både det ene og det andet studie. Nogle gange tror jeg også, det bare handler om at tage et valg.
Flere af mine medstuderende har valgt at tage en pause mellem bachelor og kandidat. Jeg var selv i tvivl om, om jeg havde brug for en pause, og om jeg ville komme mere motiveret og engageret tilbage på universitet efter nogle år ude på arbejdsmarkedet. Jeg vil rigtig gerne ud og rejse, og har været i tvivl om det kan lade sig gøre på samme måde, når jeg er færdig med min kandidat. Jeg valgte at gå direkte videre på min kandidatuddannelse, fordi jeg er rigtig glad for at studere og føler mig tilpas i studielivet, selvom det i perioder kan være udmattende. Jeg er sikker på, at hvis jeg gerne vil det, så skal jeg nok komme ud og rejse efter studiet. Indtil da nyder jeg at kunne følge med mine medstuderende videre ind på kandidatuddannelserne og fortsat være en del af det gode studieliv, der er på AU.