Pædagogisk filosofi
På kandidatuddannelsen i pædagogisk filosofi kan man beskæftige sig med spørgsmål som
- Hvad betyder skolen for det demokratiske samfund?
- Hvilken betydning har religion for vore værdier?
- Hvad vil det sige at være et individ?
- Findes der noget, der nødvendigvis er sandt til alle tider og i alle samfund?
- Hvad bør være den pædagogiske virksomheds ideal?
Pædagogisk filosofi omhandler pædagogikkens filosofiske grundlagsproblemer. Fokus ligger på filosofiens og pædagogikkens rolle for den menneskelige dannelse, uddannelse og erkendelse.
De pædagogisk-filosofiske emner belyses analytisk, kritisk og visionært ud fra forskellige filosofi- og idéhistoriske, etiske, retsfilosofiske, religionsfilosofiske og æstetiske synsvinkler.
Disse synsvinkler anlægges ikke alene historisk med vægt på ældre og nyere filosofisk-pædagogiske teorier, men også aktuelt og globalt i diskussion med den pædagogiske forskning og filosofi, der i dag finder sted internationalt.
Yderligere information
Uddannelsen er en af de pædagogiske kandidatuddannelser, som udbydes under Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), og som blandt andet er kendetegnet ved, at både bacheloruddannelser fra universiteter og professionsbacheloruddannelser kan være adgangsgivende. På de forskellige kandidatuddannelser er nogle professionsbacheloruddannelser direkte adgangsgivende mens andre professionsbacheloruddannelser og nogle mellemlange videregående uddannelser er adgangsgivende på baggrund af en suppleringsuddannelse.
Oversigt over de pædagogiske kandidatuddannelser






