Optagelse på kandidattilvalg

OPTAGELSE PÅ KANDIDATTILVALG

Adgangskrav

Du kan kun søge om optagelse på en kandidatuddannelse med kandidattilvalg, hvis dit centrale fag er inden for gymnasiets fagrække, og hvis du som en del af din adgangsgivende bacheloruddannelse har haft det bachelortilvalg, som kandidattilvalget er en forlængelse af.

Har du læst dit bachelortilvalg ved et andet universitet end Aarhus Universitet, er det op til en individuel faglig vurdering at afgøre, om du kan optages på kandidattilvalget ved Aarhus Universitet. Den faglige vurdering laves i forbindelse med din ansøgning om optagelse på tilvalget.

Særligt for eksterne ansøgere

Hvis du læser det centrale fag på din kandidatuddannelse på et andet universitet end Aarhus Universitet, er det et krav, at du uploader en underskrevet godkendelse fra dit hjemmeuniversitet til din ansøgning. Godkendelsesskemaet, som du finder her, skal udfyldes og underskrives af dit hjemmeuniversitet.

Vigtige datoer

Februar

Der åbnes for ansøgninger til kandidattilvalg i slutningen af februar

15. april

Ansøgningsfrist

1. august

Frist for indsendelse af dokumentation

15. august

Du vil modtage svar på din ansøgning om kandidattilvalg senest den 15. august, hvis du har søgt rettidigt.

Sådan søger du

Ansøgning om optagelse på kandidattilvalg sker via Aarhus Universitets digitale ansøgningssystem (DANS), som du kan tilgå ved at klikke på knappen "Gå til ansøgningssystemet" nederst på denne side. Nedenfor kan du finde udførlige vejledninger til, hvordan du logger på det digitale ansøgningssystem, samt hvordan du udfylder din ansøgning. Vi anbefaler, at du læser vejledningerne grundigt, inden du logger på ansøgningssystemet og efterfølgende opretter din ansøgning.

Kandidattilvalg eller 2-faglig kandidatuddannelse

Hvis du læser det centrale fag på din kandidatuddannelse på et andet universitet end Aarhus Universitet kan du stadig søge om optagelse på kandidattilvalg på Aarhus Universitet. I dette tilfælde søger du udelukkende om optagelse på kandidattilvalget og du skal uploade en godkendelse fra dit hjemmeuniversitet til din ansøgning. Du kan i vejledningen ”Sådan udfylder du en ansøgning om optagelse på et kandidattilvalg” læse om hvordan du udfylder din ansøgning.

Ønsker du at søge om optagelse på hele din kandidatuddannelse – både centralfag og kandidattilvalg – på Aarhus Universitet skal du søge om optagelse på en 2-faglig kandidatuddannelse. Du kan i vejledningen ”Sådan udfylder du en ansøgning om optagelse op en kandidatuddannelse med kandidattilvalg” læse om hvordan du udfylder ansøgningen.

Du skal være opmærksom at ansøgningsprocedurer og frister i forbindelse med optagelse på en 2-faglig kandidatuddannelse ikke er de samme som på kandidattilvalg. Du kan læse mere om optagelse på kandidatuddannelser her

 

 

 

Obligatorisk meritvurdering

Fra og med optagelsen i 2014 er der krav om meritvurdering, når man søger om optagelse. Som ansøger har du derfor pligt til at oplyse om beståede fag eller uddannelseselementer fra alle tidligere uafsluttede uddannelsesforløb på samme niveau, som den uddannelse du søger om optagelse på.

Hvis du har bestået fag eller uddannelseselementer på bachelor- eller kandidatniveau udover dit nuværende centralfag, som kan give merit på det/de tilvalg du søger optagelse på, skal du i din tilvalgsansøgning svare ”Ja” på spørgsmålet ”Har du tidligere bestået uddannelseselementer/fag på bachelorniveau udover dit centralfag?”/”Har du tidligere bestået uddannelseselementer/fag på kandidatniveau?”. Derudover skal du uploade dokumentation for de uddannelseselementer eller fag, som du har bestået. Dokumentationen skal bestå i et eksamensbevis eller en officiel eksamensudskrift og fagbeskrivelser af de enkelte fag, du har bestået.

Har du ikke tidligere bestået fag eller uddannelseselementer udover dit nuværende centralfag, svarer du blot ”Nej” til det ovenfornævnte spørgsmål og går videre med din ansøgning.

Hvis du i din tilvalgsansøgning har indgivet oplysninger om tidligere beståede fag og uddannelseselementer vil det blive fagligt vurderet, om de beståede fag kan give merit på det tilvalg, som du bliver optaget på. Meritvurderingen foretages først efter du eventuelt er blevet optaget, og kun i forhold til det tilvalg du er optaget på. Merit betyder, at et af de fag du tidligere har bestået træder i stedet for fag på det tilvalg, du er optaget på.

Er de oplysninger, som du angiver, om tidligere beståede fag eller uddannelseselementer urigtige eller mangelfulde, kan det få disciplinære konsekvenser for dig.