Studieguide KANDIDAT - Aarhus Universitet

Du er her: AU » Uddannelse » Kandidat » Kina kalder på danske studerende

Kina kalder på danske studerende

Det er den stærke økonomi, den suveræne tilpasningsevne og de uanede ressourcer alle taler om. Det er Kina vi skal vide noget om, hvis vi vil lykkes som virksomhed og hvis nyuddannede akademikere ved noget om Kina kan de bidrage og øge værdien af deres uddannelse på arbejdsmarkedet.

For første gang nogensinde kan danske studerende nu tage en dobbeltgrad fra både Kina og Danmark. Dette sker i et samarbejde mellem alle otte danske universiteter og det kinesiske Graduate University of the Chinese Academy of Sciences (GUCAS), der sammen har etableret Sino-Danish Centre for Education and Research (SDC).

En dansk-kinesisk kandidatgrad på engelsk i Kina. Det bliver en realitet allerede i 2012, når Sino-Danish Centre hilser de første 120 kandidatstuderende velkommen til nye uddannelser i Beijing. Et nyt samarbejde mellem alle danske universiteter og det kinesiske Graduate University of the Chinese Academy of Sciences (GUCAS) sikrer, at danske studerende som noget helt nyt kan påbegynde et kandidatstudium i Kina, som er kvalitetssikret i Danmark og har undervisere fra både Danmark og Kina. Målet er at få 150 danske studerende og et tilsvarende antal kinesiske til det nye Sino-Danish Centre i Kina.

Indenfor disciplinerne

etableres der allerede fra 2012 kandidatuddannelser, som både danske og kinesiske studerende kan søge ind på. Områder som Renewable Energy og Nanoscience forventes at følge efter i 2013, hvor centret også rykker ind i sin helt egen moderne og energivenlige bygning lidt udenfor Beijing. Udover kandidatuddannelserne bliver det også muligt at tage sin ph.d.-grad på centret, og allerede nu er de første forskningssamarbejder etableret.

Kandidatstudier i et af de stærkeste vækstområder i verden

Sekretariatet for Sino-Danish Centre ser frem til at kunne tilbyde danske studerende moderne international uddannelse på kandidat- og ph.d.-niveau og forudser, at en dobbeltgrad fra både et kendt dansk universitet og et prestigefyldt kinesisk universitet som GUCAS kan få nuværende bachelorstuderende til at overveje en af de nye kandidatuddannelser.

"SDC-uddannelserne er interessante, fordi det drejer sig om hele kandidatstudier i et af de stærkeste vækstområder i verden. Uddannelserne vil forene og generere viden fra stærke forskningsmiljøer både i Danmark og Kina" forklarer den danske SDC-direktør Hans Gregersen. "Uddannelserne bliver akkrediteret efter dansk standard og der sikres på den måde en høj kvalitet. Desuden vil styrken af de tværfaglige forskningsmiljøer, der står bag uddannelserne, være garant for et solidt og udfordrende indhold.”

Samarbejde med danske virksomheder

Sino-Danish Centre arbejder på at etablere samarbejder med flere store danske virksomheder, der gør det muligt for de studerende at tage et praktikophold under uddannelsen. Netop det vil give danske studerende chancen for at fastholde en nær kontakt til danske miljøer på trods af, at de vælger at tage deres kandidatuddannelse langt væk hjemmefra. Sekretariatet er bevidst om, at studerende kan have betænkeligheder ved flytte væk fra familie og venner i to år. Hans Gregersen bemærker: "I og med at SDC tilbyder en helt unik uddannelsesmulighed, der igennem dobbeltgraden både giver national og international forankring, vurderer jeg at de studerende vil være indstillet på at rejse langt for at få en fod inden for på det dansk-kinesiske marked. Efter alt at dømme er det jo netop der, en stor del af fremtidens jobs kommer til at ligge. Desuden er Kina ikke så langt væk, som de fleste tror, og efterhånden er der mange kommunikationsformer der muliggør daglig kontakt til familie og venner."

Sekretariatet for SDC er i øjeblikket fysisk placeret på Aarhus Universitet og arbejder intensivt på at synliggøre mulighederne for forskning og uddannelse på Sino-Danish Centre. Etableringen af de fremtidige kandidatuddannelser er for alvor gået i gang og flere symposier med forskere fra begge lande er blevet afholdt de seneste måneder.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 17.11.2011

Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C

E-mail: au@au.dk
Tlf: 8715 0000
Fax: 8715 0201

CVR-nr: 31119103
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

AU på sociale medier
Facebook
LinkedIn
Twitter
Vimeo

© — Henvendelser til webredaktør

Cookies på au.dk