Du er her: AU » Uddannelse » Kandidat » Æstetik og kultur

Æstetik og kultur

Kandidatuddannelsen i Æstetik og kultur - Introduktion

Samtidens æstetik, kunst og kultur

Musik, mad, dans, billeder, performance, lydinstallationer, iscenesættelser, audiopoesi og storytelling – vores kultur og hverdag er fyldt med æstetiske udtryksformer, og æstetik findes i de ting, relationer og oplevelser, der appellerer til og gennem vores sanser.

Som studerende på Æstetik og Kultur går du på tværs af det moderne samfunds kunst og kultur, og du befinder dig hele tiden i krydsfeltet mellem kultur, æstetik og kunst.

På kandidatuddannelsen i Æstetik og Kultur studerer du kunstens rolle og andre æstetiske fænomeners rolle i samtidskulturen: I princippet alle kunstarter, fin- og massekultur samt eksempelvis design, mode og reklame som æstetiske former. Endvidere studerer du teorier om, hvordan det æstetiske opleves, erfares og appellerer til vores sanser.

Du lærer at analysere æstetiske kulturfænomener, også i deres konkrete samfundsmæssige praksis, og du lærer at omsætte din viden til praksis. Samtidig undersøger du, hvilke rammer kulturen sætter for den æstetiske udfoldelse i form af blandt andet kulturpolitik. Desuden lærer du at analysere æstetiske formers karakter og funktion i samfundet og for den enkelte – fra oplevelseskvalitet over kulturdebat til økonomisk betydning.

 

Projektorganisering og en tværfaglig, individuel profil

På uddannelsen undersøger du æstetik og kultur i et historisk, teoretisk, analytisk og praktisk perspektiv. Du får en tværgående og tværfaglig teoretisk og praktisk viden om, hvad der forbinder kultur, kunst, erhvervsliv, politik, værdier og normer i vores samtid og dens historiske forudsætninger i det moderne.

 

  • Projektorganisering: På den ene side arbejder du gennem et omfattende undersøgelsesprojekt, Projekt i Samtidskunst og –kultur, med konkrete og aktuelle begivenheder, fænomener og problemstillinger i det æstetisk-kulturelle felt som eksempelvis: Æstetiske fænomener på internettet, festivalen som kunst, kunsten som kontaktzone i en globaliseret verden, oplevelsestænkning, kunst og kulturpolitik, vækstlagskunst, subkultur og livsstil, mode som kunst og vice versa, populærmusik og det altermoderne.
  • Praksis i felten: På den anden side kommer du ud i et omfattende obligatorisk feltstudium, hvor du får praktisk indsigt, praksisbaseret erfaring og viden, idet du efterfølgende i feltstudieprojektet afprøver de teoretiske og analytiske værktøjer på kulturlivets virksomheder og institutioner. Til feltstudiet er der knyttet undervisning i Kultur- og organisationsanalyse.

Kandidatuddannelsen i Æstetik og Kultur giver dig desuden rig mulighed for en øget faglig specialisering og individuel profilering af din uddannelse. Det sker ved eget valg af feltstudiested i det obligatoriske feltstudieophold og endvidere ved specialisering på 3. semester i form af enten profilfag eller et projektorienteret forløb, der kan give dig yderligere arbejdsmarkeds- og erhvervserfaringer samt skærpe din jobprofil.

På en sådan måde giver kandidatuddannelsen dig store muligheder for selv at skabe din helt egen individuelle uddannelsesprofil samt for at afprøve dine personlige og faglige kompetencer i forhold til omverdenen. I løbet af uddannelsen får du mulighed for at deltage i flere ekskursioner og rejser, ofte til storbyer i udlandet, ligesom der er gode muligheder for et semesters ophold i udlandet, eventuelt i forbindelse med feltstudiet.

Med en kandidatuddannelse i Æstetik og Kultur bliver du teoretisk, analytisk og praktisk kvalificeret til selvstændigt og på alle niveauer at kunne indgå i den konkrete æstetiske kulturs praksis i kulturinstitutioner og erhvervsvirksomheder – som selvstændig og samarbejdende aktør i frembringelse, organisering og formidling, økonomi og udvikling.

Studiested

Aarhus

Studiestart

1. september

Undervisningssprog

Dansk/engelsk

Eksempler på adgangsgivende BA-uddannelser

    Henvendelse om denne sides indhold: 
    Revideret 02.05.2012

    Aarhus Universitet
    Nordre Ringgade 1
    8000 Aarhus C

    E-mail: au@au.dk
    Tlf: 8715 0000
    Fax: 8715 0201

    CVR-nr: 31119103
    EAN-numre: www.au.dk/eannumre

    AU på sociale medier
    Facebook
    LinkedIn
    Twitter
    Vimeo

    © — Henvendelser til webredaktør

    Cookies på au.dk